Generalforsamling suspenderet

Den ekstraordinære generalforsamling i Team Langeland blev onsdag aften suspenderet. Et stort flertal af medlemmerne i turistforeningen har ikke længere tillid til bestyrelsen. Medlemmerne er stærkt utilfredse med blandt andet foreningens millionunderskud og udstedelsen af dækningsløse checks.

-

Den ekstraordinære generalforsamling i Team Langeland blev onsdag aften suspenderet. Et stort flertal af medlemmerne i turistforeningen har ikke længere tillid til bestyrelsen. Medlemmerne er stærkt utilfredse med blandt andet foreningens millionunderskud og udstedelsen af dækningsløse checks.


Den ekstraordinære generalforsamling i Team Langeland blev onsdag aften suspenderet efter fire en halv time. Inden da havde 32 medlemmer udtrykt mistillid til bestyrelsen.


Medlemmerne af Team Langeland er stærkt utilfredse med turist- og erhvervsforeningens håndtering af  Sportsfestival 2001 i Rudkøbing.


Underskud nær 2 mio. kr.
Sportsfestivalen blev en dundrende økonomisk fiasko, da den dyre festival blev totalt svigtet af publikum. Den tidligere chef Jan Nielsen havde regnet med 25.000 besøgende, der kom kun nogle få hundrede.


Efter festivalen står Team Langeland med et underskud på mindst 1,8 mio. kr., og den tidligere turist- og erhvervschef Jan Nielsen har forladt organisationen.


Han er efterfølgende blevet anmeldt til politiet af Team Langeland.


Dækningsløse checks
På generalforsamlingen onsdag aften kom det frem, at Jan Nielsen med bestyrelsens vidende har udstedt dækningsløse checks for 225.000 kr. til vinderne af de mange konkurrencer på sportsfestivalen. Samtidig har Jan Nielsen leaset kopimaskiner og faxudstyr for flere hundredtusinde kroner. Udstyr der aldrig er dukket op hos Team Langeland.


Nyt møde til oktober
Adskillige medlemmer var på talerstolen på generalforsamlingen, og næsten alle kom med skarp kritik af bestyrelsen i Team Langeland og især af bestyrlelsesformanden Tonni Hansen(SF).


Medlemmerne beskyldte bestyrelsen for have set igennem fingrende med Jan Nielsens diskutable økonomiske dispositioner.


Team Langeland genoptager den ekstraordinære generalforsamling 17. oktober, hvor foreningens fortsatte eksistens er til diskusion. Indtil da skal den afsatte bestyrelse forsøge at få aftaler med Team Langelands mange kreditorer.

Oversigt

    Oversigt