Genetablering af færgeleje i Rudkøbing et skridt nærmere

En enig kommunalbestyrelse på Langeland besluttede på et ekstraordinært møde mandag, hvordan de skal komme videre med genetableringen af færgelejet i Rudkøbing.

De glæder sig på Langeland.

Siden kommunalbestyrelsen på øen i januar fik en henvendelse fra ÆrøExpressen om, at de var interesserede i at etablere en færgerute mellem Rudkøbing Havn og Marstal Havn, har Langeland Kommune været i gang med at undersøge mulighederne for at genetablere færgelejet i Rudkøbing.

På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde mandag aften besluttede de, hvilken model de skal arbejde videre med. Øens borgmester, Tonni Hansen (SF) ser store muligheder i den tilbagevendende færge.

quote Det er min forventning, at genetableringen af færgelejet vil bidrage til at styrke erhvervslivet på Langeland og Ærø

Tonni Hansen

- Med færgeforbindelsen vil der åbnes for nye muligheder for specielt vandre- og cykelturismen i Det Sydfynske Øhav. Øhavsstien på Langeland og Ærø vil blive forbundet, og en ny rute for vandring i det sydfynske vil være en realitet. Og cykelruter i regi af ”Bike Island” på Langeland og Ærø vil give nye muligheder, siger Tonni Hansen til kommunens hjemmeside

Han understreger, at han også har store forhåbninger om, at færgen vil give bedre muligheder for de erhvervsdrivende på såvel Langeland som Ærø.

- Det er min forventning, at genetableringen af færgelejet vil bidrage til at styrke erhvervslivet på Langeland og Ærø. Eksempelvis forventer jeg, at specialforretningerne i Rudkøbing vil kunne mærke, når ruten mellem Rudkøbing og Marstal etableres. Færgeruten vil gøre det nemmere at tage på endagsture til naboøen, siger borgmesteren.

Lejer areal på havnen

Kommunalbestyrelsens enstemmige beslutning betyder, at Ærøxpressen lejer et areal på Rudkøbing Havn af Langeland Kommune på markedsvilkår og opfører færgelejet som bygherre og for egen regning.

Samlet forventes anlægsudgifterne for Langeland Kommune at beløbe sig til cirka 2.550.000 kroner. De forventede årlige driftsudgifter er anslået til at ligge på omkring 50.000 kroner.

Næste skridt er, at Langeland Kommune sammen med Ærøexpressen skal drøfte modellen. Derefter skal der tages politisk stilling til de konkrete bevillinger for projektet. 

Oversigt

    Oversigt