Gennembrud for fynsk kaktus

Efter 38 år med intensive forhandlinger og masser af bureakratisk papirvælde er det nu lykkes for et fynsk gartneri at få tilladelse til at eksportere kaktus til USA. Gartneriet ser store perspektiver i tilladelsen.

På Gartneriet Thoruplund i Fraugde syd for Odense har de næsten 35 års erfaring med produktion og forædling af påskekaktus.

I dag sælger gartneriet i stor stil til hele Europa, men i årtier har det fynske gartneri kæmpet for at komme ind på det amerikanske marked.

Siden 1972 har skiftende landbrugsministre, fødevareminstre og plantedirektoratet kæmpet for at få en eksportaftale i stand med amerikanerne.

Men først for tre år siden kom aftalen i stand, og efter en prøveperiode på et par år, er Thoruplund Gartneri nu endelig klar til at sende de første påskekaktus til USA.

- Markedet i Europa er under pres, så det giver os nogle store muligheder, at vi endelig får åbnet op for det amerikanske marked, siger direktør Jørgen Andersen fra Gartneriet Thoruplund.

Bureaukrati og papirvælde

For at få tilladelse til det amerikanske marked har Thoruplund flere gange haft inspektion fra USA. Gartneriet er blevet gået efter i sømmene, og skal overholde en lang række specifikke regler.

Væksthuset skal blandt andet være pakket ind i et særligt net, dørene skal lukke automatisk, der skal være 10 cm sten som underlag, og bordene med planterne skal være hævet 46 cm over gulvet.

- Det har været en hård kamp, og nu starter vi forsigtigt, men vi tror på, at på længere sigt kan en større og større del af vores eksport gå den vej, siger direktør Jørgen Andersen

De fynske påskekaktus kommer til salg gennem den store amerikanske kæde Wallmart efter at de i USA er blevet omplantet i keramikpotter.

Gartneriet Thoruplund håber at gennembrudet med påskekaktussen kan skabe hul igennem for eksport af andre fynske planter til USA.

Oversigt

    Oversigt