Gennembrud for kvinder med brystkræft

Forskere på Syddansk Universitet har fundet en metode til at forudse tilbagefald af brystkræft med en simpel blodprøve.

Professor i molekylær kræftforskning Henrik Ditzel og hans kolleger på Syddansk Universitet har fundet ud af, at man med en simpel blodprøve kan forudse, hvilke brystkræftpatienter der har størst risiko for at sygdommen vender tilbage.

Blodet testes for bestemte stykker af DNA fra kræftknuden, som vandrer over i blodet. I nogle kræftknuder findes mange kopier af netop det stykke DNA, som igen producerer flere af nogle særlige proteiner, der øger kræftcellernes evne til at vokse og dele sig.

quote Hvis en kvinde, der tidligere har haft brystkræft, har en mangedobling af dette stykke af arvematerialet fra kræftceller, er der stor sandsynlighed for, at brystkræften vender tilbage.

Henrik Ditzel, professor, SDU

- Hvis en kvinde, der tidligere har haft brystkræft, har en mangedobling af dette stykke af arvematerialet fra kræftceller, er der stor sandsynlighed for, at brystkræften vender tilbage. Derfor kan vi med denne metode i første omgang finde ud af, hvilke kvinder vi skal følge ekstra tæt i årene efter operationen, fortæller Henrik Ditzel.

Han og kollegerne har netop publiceret resultatet af deres studier i tidsskriftet Nature Medicine.

Alle med mangedobling af DNA fik tilbagefald
Forskerne har studeret blodprøver fra 80 kvinder, som er blevet opereret for brystkræft. Fire af kvinderne havde mangedobling af det pågældende DNA fra kræftknuden, og de fik alle tilbagefald inden for fem år.

Kun to af de resterende 76 kvinder fik tilbagefald.

Ifølge Henrik Ditzel gør det blodprøven til en god markør om risikoen for tilbagefald.

Det giver lægerne bedre mulighed for at sætte intensivt ind med efterbehandling af de pågældende kvinder og undgå overbehandling af andre.

Bedre brug af medicin
Studiet viser også, at et nyt lægemiddel, der ikke tidligere har været brugt til behandling af brystkræft, er meget effektivt mod kræftceller med mangedobling af det specifikke DNA.

Det mangler dog stadig at blive testet på mennesker, oplyser professor Henrik Ditzel.

De fynske forskere har arbejdet sammen med internationale forskere - blandt andet fra Singapore - om studiet.

Fakta om tilbagefald af brystkræft

Oversigt

    Oversigt