Gensyn: De unge gulddrenges landsholdsdrømme

Søndag aften sikrede Mikkel Hansen og Lasse Svan OL-guld i Rio. Få et gensyn med GOG-drengene, da de i 2008 tæskede Barcelona i Champions League.

Der var lige så lidt tro på, at GOG kunne slå de seksdobbelte Champions League-mestre Barcelona i 2008, som der var tro på, at Danmark søndag aften kunne slå Frankrig i herrehåndboldfinalen ved OL i Rio. Men det endte med en sejr både for GOG i 2008 og landholdet søndag. To af landsholdsspillerne var med i 2008, hvor drømmen om landsholdet rykkede tættere på.

- Jeg har en stor ambition om at komme på landsholdet inden for de næste par år. Og det regner jeg også med at kunne opfylde, sagde den dengang 21-årige Mikkel Hansen til TV 2/Fyn.

GOG's direktør Arne Buch havde ingen tro på, at GOG i 2008 kunne slå Barcelona:

- Forud for kampen blev jeg stillet det provokerende spørgsmål, at jeg skulle prøve at forklare, hvordan vi skulle vinde. Og jeg hørte mig selv sige noget om, at Peter Henriksen står bedre end Kasper Hvidt, så skulle Barcelona undervurderes lidt, og så skulle vi bare løbe alt det, vi kunne, så kunne det godt være det gik. Det er sådan lidt surrealistisk at det faktisk var det, der skete, uddyber Arne Buch.

Det var nok lidt samme følelse folk sad med søndag aften, da Danmark skulle møde Frankrig, som har to OL-guldmedaljer i bagagen. Så selvom glæden hos unge Mikkel Hansen og Lasse Svan i 2008 var enorm, kan den nok ikke måles med de følelser, der gik igennem dem i går.

- Kæmpe eufori. Vi er utroligt glade alle sammen, og vi er udemærket godt klar over, at det er en kæmpe præstation, vi har lavet. Vi stod selv ude i omklædningsrummet og snakkede om, at vi har altså lige slået Barcelona, og det er jo fuldstændig fantastisk, forklarede Lasse Svan i 2008 om GOG-sejren.

Oversigt

    Oversigt