Gerningsmand efterlyses: 28-årig forsøgt bortført

En engelsk udvekslingsstudent blev tidligt lørdag morgen forsøgt trukket ind i en bil, da hun var på vej hjem fra byen. Nu efterlyser politiet gerningsmanden.

Den 28-årige englænder skiltes fra sine veninder klokken 05.10 lørdag morgen. Sammen var de på vej hjem fra en bytur.

Da den unge kvinde kom spadserende alene ad Odensevej i Hjallelse, trak en ældre, mørkerød bil op bag hende. Her kunne hun kan se, at der kun var en passager i bilen.

- Den kører på cykelstien og holder med højre bagdør ud for kvinden, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Puggaard.

Da føreren er lige ud for kvinden, trækker han håndbremsen og lader bilen stå i tomgang, mens han løber om mod kvinden.

- Han tager livtag på hende, og forsøger at løfte hende ind i sin bil, men hun gør så meget modstand, at hun slipper fri og kan flygte fra stedet, fortæller vagtchefen.

Mandens motiver er ukendte, men politiet formoder, at han havde intentioner om at voldtage den unge studine.

Nu efterlyser Fyns Politi manden og hans bil.

Efterlysningen

Manden beskrives som:

- Hvid

- Cirka 45 år

- Omkring 175 centimeter høj

- Kraftig af bygning med et kraftigt ansigt

Han var iført en sort hue, en sort strikket jumper med rund hals og sorte arbejdsbukser

Bilen beskrives som en ældre mørkerød model med 4 døre.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt