Ghettoer trækker i arbejdstøjet

Antallet af arbejdsløse indvandrere i Odense og Århus er raslet ned siden 2005. Et langt og sejt træk fra kommunerne har givet resultater.

Flere og flere borgere fra ghettoområderne i Århus og Odense tager hver morgen på arbejde.

Siden 2005 er arbejdsløsheden blandt indvandrere i begge byer halveret, viser de seneste tal fra kommunerne og Danmarks Statistik.

Forklaringen er den generelt faldende ledighed, men også en effektiv indsats fra kommunerne, vurderer regeringens ghettoudvalg.

- Det har været tungt, og selv om der er lang vej igen, så går det for øjeblikket i den rigtige retning, siger formand Jørgen Nue Møller.

Århus Kommune har sendt mange indvandrere ud i virksomheder med kun få sprogkurser i bagagen. Derefter lærer de resten på arbejdspladsen frem for i et kommunalt projekt, og den strategi har givet bonus.

- Vi har oplevet, at modløsheden i forhold til beskæftigelsen er vendt. Når man ser, at flere og flere af ens familiemedlemmer og venner kommer i arbejde, siger man til sig selv, at man også har en chance, siger Gert Bjerregaard (V), socialrådmand i Århus.

Oversigt

    Oversigt