I det fynske folks tjeneste

Ghettoplan: Staten truer med at overtage ghettoer

Torsdag præsentere regeringen et nyt ghettoudspil.

Minister skal kunne tvangsopløse boligafdelinger, der ikke skaber god beboerbalance, hedder det i et nyt udspil. Torsdag bliver ny ghettoplan præsenteret, og den kan få konsekvenser for det fynske ghettoer.

Torsdag bliver et nyt ghettoudspil præsenteret. Det er den sjette ghettoplan siden 1994, der skal rette op på socialt udsatte boligområder, og alt tyder på, at den får store konsekvenser for blandt andet fynske Vollsmose. 

Regeringen lægger nemlig en ladt pistol på bordet foran ghettoerne og de boligselskaber, der driver dem. 

Pistolen skal indtil videre virke som en trussel, men konsekvensen kan blive, at boligafdelinger i de hårdeste ghettoområder, som for eksempel Vollsmose i Odense, bliver tvangsopløst ved ekspropriation, og bygningerne revet ned eller solgt til private. Det skriver Politiken torsdag.

Læs også Elever og rektorer: Ghettoudspil kan skabe elitegymnasier

Udspillet kommer fra boligminister Ole Birk Olesen (LA) som led i regeringens ghettoplan, der fremlægges torsdag.

Han foreslår, at alle boligafdelinger, der de seneste fire år har stået på ghettolisten, skal lave udviklingsplaner for, hvordan beboersammensætningen kan ændres markant, "så de problemer, vi kender fra parallelsamfundene, bliver betragteligt mindsket eller helt ophører".

Hvis udviklingsplanen efter ministeriets opfattelse ikke er overbevisende, kan boligselskaberne blive pålagt at opløse og afvikle den pågældende boligafdeling, fortæller ministeren. Hvis de ikke følger kravet, kan ministeren afvikle boligselskaberne med tvang. Det vil sige ekspropriere dem, betale erstatning og derpå måske sælge det hele eller rive alt ned.

Læs også Butikker tvinges til lukning: Utryghed koster Samer hans levebrød

Direktøren for Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen, kalder ministerens retorik "kulørt".

- At opløse boligafdelinger med tvang er voldsomt; det er jo faktisk familiers hjem, men jeg anser også den mulighed for at være helt teoretisk, siger en let overrumplet Bent Madsen til Politiken, da han hører om forslaget.

Hårdere fat i ghettoerne

Det er ikke kun boligministeren, der giver hints til, hvad der skal ske, allerede inden udspillet er blevet præsenteret. 

Integrationsminister Inger Støjberg vil ikke løfte sløret for udspillet, men lover dog at folk vil spærre øjnene op.

- Den her gang tager vi noget hårdere fat end tidligere, og når jeg kigger tilbage, er jeg fuldstændig enig i, at man ikke rigtig for alvor har taget fat om nældens rod, siger Inger Støjberg.

Siden starten af 1980'erne er antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere steget fra godt 50.000 til knap en halv million i dag.

Problemerne er taget til trods udspillene, og Støjberg erkender, at blå blok har et ansvar for udviklingen.

- Både blå og røde regeringer skylder noget på denne front, men først og fremmest er det jo de mennesker, der kommer udefra, der skal integrere sig.

- Men vi har svigtet med at stille skrappe nok krav, og vi har ganske enkelt ikke formået at stå på det fundament af frihedsrettigheder og det faktum, at når man er i Danmark, er det forventeligt, at man taler sproget og forsørger sig selv, siger hun.

Regeringen fremlægger sit samlede udspil torsdag fra boligområdet Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Du kan følge med, når udspillet præsenteres direkte på TV2/Fyn.dk klokken 10.50. 

FAKTA: HER ER REGERINGENS LISTE OVER GHETTOOMRÅDER

I sin nytårstale proklamerede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ønsker at afvikle ghettoerne.

Transport- og Bygningsministeriet offentliggjorde for nylig regeringens liste over ghettoområder i Danmark.
22 danske boligområder er på regeringens ghettoliste.

De tre største er Vollsmose, Tingbjerg og Gellerup:
  • Mjølnerparken, København.
  • Gadelandet/Husumgård, København.
  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København.
  • Bispeparken, København.
  • Tåstrupgård, Høje Taastrup.
  • Gadehavegård, Høje Taastrup.
  • Agervang, Holbæk.
  • Ringparken, Slagelse.
  • Motalavej, Slagelse.
  • Lindholm, Guldborgsund.
  • Solbakken, Odense.
  • Vollsmose, Odense.
  • Nørager/Søstjernevej m.fl., Sønderborg.
  • Stengårdsvej, Esbjerg.
  • Korskærparken, Fredericia.
  • Sundparken, Horsens.
  • Munkebo, Kolding.
  • Skovvejen/Skovparken, Kolding.
  • Finlandsparken, Vejle.
  • Bispehaven, Aarhus.
  • Skovgårdsparken, Aarhus.
  • Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus.
Kilde: Transport- og Bygningsministeriet.

OVERBLIK: SJETTE GHETTOPLAN SIDEN 1994 ER PÅ TRAPPERNE

Siden 1994 har skiftende regeringer fremlagt fem aftaler, der skulle rette op på socialt udsatte boligområder.

Regeringen fremlægger torsdag en ny ghettoplan. Den skal med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord "afvikle ghettoerne helt".

I sin nytårstale løftede statsministeren sløret for, at det blandt andet vil indebære nedrivning af bygninger, spredning af indbyggere og tidligere daginstitution for nogle børn.
Det bliver den sjette ghettoplan siden 1994. Her følger et overblik over de tidligere planer:

* 1994: Ghettoaftale
Den S-ledede regering fremlagde en ghettoplan med 30 initiativer, der skulle hjælpe socialt belastede boligområder.

* 2000: Handlingsplan mod ghettodannelser
SR-regeringen forstærkede indsatsen "for at undgå yderligere ghettoisering og forslumring". Blandt andet med mere fleksible udlejningsregler for at få en balanceret beboersammensætning.

* 2004: Strategi mod ghettodannelser
Med aftalen introducerede VK-regeringen blandt andet en model for anvisning af almene boliger, der gav kommuner mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere, hvis det øger belastningen af boligafdelingen.
Derudover indeholdt planen en række integrationsinitiativer om kriminalitetsforebyggelse og lektiehjælp samt nedsættelsen af et ghettoudvalg, Programbestyrelsen, der i 2008 kom med 15 anbefalinger.

* 2010: Ghettoaftale
VK-regeringens anden ghettoplan indeholdt 32 initiativer. Blandt andet "strategisk nedrivning af boligblokke", stop for anvisning af flygtninge til ghettoer og mulighed for at give ressourcestærke beboere fortrinsret.
Obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn uden for dagtilbud, flere forældrepålæg, udvidet adgang til tv-overvågning og hurtig behandling af sager med unge uromagere.

* 2013: "Udsatte boligområder - de næste skridt"
SRSF-regeringens ghettoplan gav blandt andet boligorganisationerne bedre muligheder for at skride ind over for lejere, som chikanerer naboer.
Planen skulle også gøre det nemmere at åbne socialøkonomiske virksomheder og mindre dagligvarebutikker i ghettoerne. Den tilføjede også to nye kriterier til VK-regeringens ghettoliste: uddannelse og indkomst.

Kilder: Regeringen.dk, Ritzau, Berlingske.

Ved du noget? Så send os et tip