I det fynske folks tjeneste

Giftig jord: Uenighed om Lynfrostgrunden i Nyborg

00:30

Der er diskussion om, hvad den forurenede Lynfrostgrund i Nyborg skal bruges til.

Region Syddanmark har ikke planer om at rense Lynfrostgrunden, og det giver diskussion i Nyborg om, hvad grunden skal bruges til.

Den såkaldte Lynfrostgrund i Nyborg er forurenet, men grunden står ikke foreløbig til at blive renset af regionen, da forureningen ikke er til fare for drikkevand eller det øvrige miljø, og det påvirker debatten om grundens fremtid.

Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), ser gerne, at grunden bliver brugt til erhverv, på trods af at grunden er forurenet.

- Står det til mig og os, så skal der laves erhverv, for det er noget af det sidste erhvervsgrund, vi har tilbage i Nyborg. Det er en mulighed for arbejdspladser og udvikling. Det ligger fantastisk med adgang til motorvej og jernbane, og så er det allerede udlagt til erhverv, siger Kenneth Muhs. 

Læs også Jorden er giftig: Fynsk virksomhed er eksperter i forurenet jord

Den holdning deler SF's byrådsmedlem Suzette Frovin ikke. Hun mener, at grunden skal renses op, nu hvor muligheden er der.

- Vi vil jo gerne bruge det momentum, der er nu, hvor der skal ske noget helt andet på grunden, så derfor vil vi gerne have ryddet op og have undersøgt, hvor alvorlig forureningen er på grunden. I den bedste af alle verdener ville jeg gerne have bygget boliger på grunden, men det har lange udsigter, da der skal være ryddet helt op på grunden.

Borgmester: Der er styr på forureningen

Lynfrostgrunden er i dag ejet af Philipsen-gruppen, der gerne vil bruge den til erhverv på trods af forureningen - det synspunkt får opbakning fra Nyborgs borgmester:

For mig at se er det ikke i orden, når Region Syddanmark siger, at med de prioriterede grunde, de har, der vil det tage 50 år, førend de har ryddet op i forureninger

Suzette Frovin, byrådsmedlem i Nyborg (SF)

- Det var skidt, dengang man producerede, at man ikke sørgede for ikke at forurene jorden, men der er styr på den del. Der bliver afledt til rensningsanlæg, så der bliver taget højde for det. Og så må vi bare sande, at der ikke er penge nok, og at der er andre steder, hvor det er langt vigtigere, og hvor det påvirker vores drikkevandsboringer, og hvor det løber til å og andre kilder, siger Kenneth Muhs. 

Suzette Frovin vil have landspolitikerne til at komme på banen, så der kan sættes flere penge af til at håndtere jordforurening i regionerne.

Læs også Hus fuld af giftig luft giver ny vigtig viden

- For mig at se er det ikke i orden, når Region Syddanmark siger, at med de prioriterede grunde, de har, der vil det tage 50 år, førend de har ryddet op i forureninger, forklarer Suzette Frovin.

SF'er: Vi skal prioritere at få ryddet op

Hun vil nu lægge pres på både regionspolitikerne og Christiansborg.

- Vi kan dels lægge pres på regionen og få dem til at undersøge til bunds, om det her er en forurening, som vi faktisk skal prioritere, og så skal vi også lægge pres på Christiansborg og sige, at vi simpelthen er nødt til at tage det her alvorligt. Det går jo ikke, at vi har forurenede grunde her og i resten af Danmark, som vi godt ved ligger der, og som truer hav og mijlø og omgivelser, hvor de grunde ligger, uden at vi får prioriteret at få ryddet op. 

Se hele indslaget her under:

02:23

Region Syddanmark har ikke planer om at rense Lynfrostgrunden, og det giver diskussion i Nyborg om, hvad grunden skal bruges til.

Luk video

Ved du noget? Så send os et tip