Gigafest: Flå huset ned

Den gamle Cinemaxx-bygning i Odense er nu klar til nedrivning - og det bliver markeret med en sidste fest i morgen aften.

Festen i den gamle cinemaxx-bygning - også kaldet Vesterport - på hjørnet af Vestre Stationsvej - bliver afholdt i samarbejde med flere festarrangører, og den bliver meget passende kaldt for 'Rave the house down'.

Bygningen, der har stået tom siden 2008, har kostet 130 millioner kroner. Festen er for alle - og er rent faktisk den anden fest i bygningen på bare en måned. Sidst der var fest - var det i forbindelse med gade-festivalen Karrusel i september måned.

Nu er spørgsmålet så bare, hvornår bygningen bliver revet ned. Byrådet vedtog for nyligt den lokalplan, der er en forudsætning for, at der kan bygges nyt på grunden.

Ifølge Stephan Sørensen, der er direktør for Reitan Ejendomsudvikling, bliver der holdt afsluttende møder i uge 43, hvor de sidste brikker gerne skulle falde på plads med nedbryderen.

Vi har efterhånden hørt flere gange, at nu bliver den revet ned. Hvor sikker kan jeg være på, at det også bliver en realitet?

- Du kan være sikker, at det er en realitet, at den bliver revet ned. Du kan ikke være sikker på, at det sker to dage eller en uge efter. Det kommer an på nedbryderen, lover Stephan Sørensen fra Reitan Ejendomsudvikling til TV 2/Fyn.

Men det kommer til at ske i år?

- Det gør det, forsikrer Stephan Sørensen.

Oversigt

    Oversigt