I det fynske folks tjeneste

Gigantisk Mærsk-skib tager vand ind i Suezkanalen

Myndighederne har fjernet det tonstunge containerskib fra sejlrenden, da det var i fare for at synke.

Et af verdens største containerskibe blev fredag tvunget til at lægge til kaj, da det sejlede i Suezkanalen i Egypten. Det rapporterer nyhedsbureauet AP ifølge The Miami Herald.

Containerskibet Emma Mærsk, som er ejet af danske A.P. Møller - Mærsk, begyndte af ukendte årsager at tage vand ind i maskinrummet. Skibet var i fare for at synke, og derfor var myndighederne nødt til at fjerne det næsten 400 meter lange skib fra sejlrenden.

Ifølge de trafikansvarlige i Suezkanalen er Emma Mærsk sejlet til havnen Port Said, der ligger ved indgangen til Suezkanalen fra Middelhavet. Her bliver vandet pumpet ud af containerskibet.

- Situationen er under kontrol, og det hele bliver håndteret hurtigt for at undgå yderligere komplikationer, siger en trafikansvarlig for Suezkanalen ifølge den egyptiske avis Al-Ahram.

Han tilføjer, at Emma Mærsk, der kan fragte omkring 14.000 containere, ikke blokerer for skibstrafikken i Suezkanalen.

Ved du noget? Så send os et tip