Glad direktør efter rekordvarm festival: Vi har armene i vejret

Selvom temperaturen lød på solstik, slap Heartland på Egeskov for besvimede, dehydrerede gæster

Solen bagte ubønhørligt ned over gæsterne på årets Heartland Festival på Egeskov, men modsat andre mange festivaler, har Egeskov mange naturlige små skyggekroge. Og det er ifølge festivalens direktør, Ulrik Ørum-Petersen, en del af forklaringen på, at ingen gæster måtte behandles for dehydrering og solstik, trods temperaturer på op mod 30 grader.

- Det er aldrig før set i Danmarkshistorien, at vi har haft sådan et vejr som her på det sidste. Vi er jo utrolig heldige at være her på egeskov, hvor der er så mange træer og så meget skygge, fortæller festivaldirektøren, og fortsætter.

- Det havde været noget andet, hvis vi havde stået ude på en græsmark, hvor vi skulle skabe det hele. Vi har forsøgt at lave en del overdækningsområder rundt omkring, og så har naturen faktisk givet den sidste del af skyggen.

Gratis vand på festivalpladsen

Udover det har festivalen også gennem dens app og sociale medier hele tiden mindet gæsterne om, at ikke bare kulturtanken og mavesækken skulle fyldes op. Det skulle kroppens væskedepoter også. Og så har der været vandposter rundt omkring, hvor folk gratis har kunnet fylde vandflasker og glas. 

- Mig bekendt har vi ikke haft nogle tilfælde af dehydrering eller besvimelse, så jeg tror det er lykkedes, lyder fra Ulrik Ørum-Petersen.  

Trafikpropper torsdag

De øvrige udfordringer i løbet af festivalen er i hans optik småting og skønhedsfejl. Værst var det med trafikken til festivalområdet torsdag:

- Der var meget kø på vejene ind til Egeskov og området herinde. Det fik vi løst inden for en meget overskuelig tid og endte med at have en problemfri logistik omkring trafik resten af festivalen.

Forventer overskud fra næste år

Her på festivalens tredje år var antallet af gæster tredoblet til 18.000, og i år var salget af mad og drikke 30 procent højere end forventet. Det betyder, at festivalen forventer at begynde at tjene penge allerede fra næste år.

Alt i alt er festivaldirektøren også en glad mand: 

- Alle os, der har været involveret og arbejdet med det her året rundt, vi står med armene i vejret lige nu.

 

Oversigt

    Oversigt