Glæde på Johannes Larsen-museet

Det er lykkedes Johannes Larsen Museet i Kerteminde at sikre sig et unikt maleri.

I sidste øjeblik opdagede Johannes Larsen Museet, at maleriet "Gravænder med ællinger" af Johannes Larsen var sat til salg på Bruun Rasmussen auktioner.

Museumsdirektør Erland Porsmose kontaktede Ny Carlsbergfondet, og spurgte om de ville hjælpe. Og det ville de.

Ny Carlsbergfondet købte det tirsdag aften kl. 19.34 til en hammerslagspris på 130.000 kroner, og Ny Carlsbergfondet har nu doneret det til museet.

Det fortæller en jublende glad museumsdirektør Erland Porsmose.
 
Oliemaleriet "Gravænder med ællinger" er malet af Johannes Larsen i 1914. Det er et studie i perlemorslyset over Kertemindebugten med alle reflekserne i vandet. En fortælling om en smuk dag.
 
"Gravænder med ællinger" har hidtil været i privateje. Maleriet bliver en del af den faste udstilling, og Erland Porsmose forventer, at det kan ses fra 27. december, der iøvrigt også er Johannes Larsens fødselsdag.

Oversigt

    Oversigt