Glæde trods forsinkelse og ekstraregning på 60 millioner

Efter stor ekstraregning og forsinkelse på et halvt år kan University College Lillebælts studerende i Odense endelig samle sig på én fælles adresse.

University College Lillebælts rektor, Erik Knudsen, er en glad mand.

Det har godt nok kostet en forsinkelse på et halvt år og en ekstraregning på 60 millioner kroner.

Men nu kan de sidste cirka 3000 studerende på University College Lillebælts uddannelser i Odense endelig flytte ind på deres nye adresse i det gamle Teknikum På Niels Bohrs Allé.

- Nu kommer så sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgiver og det administrative personale herud. Og det glæder vi os jo rigtig til. For så får vi først mulighed for at opleve, at vi er en stor institution. Det giver os mulighed for at samarbejde på kryds og tværs mellem uddannelserne, siger rektor Erik Knudsen. 

De studerende samler sig således fra fem adresser i Odense til nu kun én.

I alt 450 undervisere og 5000 studerende kommer til at holde til på Niels Bohrs Allé.

Giftig zink i væggene

Men hele processen har altså ikke været uden udfordringer.

University College Lillebælt har samlet set postet en halv milliard kroner i flytning og ombygning af de gamle teknikum-bygninger, som tidligere var ejet af Syddansk Universitet.

Men i forbindelse med renoveringen viste det sig pludselig, at der var giftig zink i malingen på flere af de vægge, der skulle rives ned. Og det forsinkede processen.

For Zink er sundhedsfarligt og skal pilles ned under særlige omstændigheder. Og bagefter skal det sendes til deponi som farligt affald.

Så mens det egentligt var meningen, at alle University College Lillebælts 5000 studerende i Odense skulle være flyttet ind allerede i sommer, var der kun plads til, at halvdelen kunne flytte ind.

- Der var da lige et par uger, hvor jeg var en smule udfordret, fordi vi havde nogle bygninger, vi havde forladt, som vi ikke kunne vende tilbage til. Så der var lige en periode, hvor jeg ikke rigtig vidste, om jeg havde plads til 3000 studerende. Jeg vil ikke sige, jeg sov dårligt om natten, men det var da tæt på, siger Erik Knudsen.

Ekstraregning: 60 millioner

Men zinkproblemerne forsinkede ikke bare renoveringen. De kostede også en ekstraregning på 60 millioner kroner.

Og den er parterne endnu ikke blevet enige om, hvordan de skal dele.

- Lige nu har vi en dialog med flere af entrepriserne, som vi håber at kunne lande i mindelighed. Men hvor aben ender med at blive siddende til sidst, det kan jeg faktisk ikke sige noget om. For det ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, siger Erik Knudsen.

I bedste fald er der en aklaring allerede inden for få måneder. Men sagen kan også trække ud og måske endda ende i en voldgiftssag.

- Hvis vi ikke kan blive enige, så skal det afklares i en voldgift, og det kan godt blive udfaldet. Men jeg kan ikke lige nu sige noget om, hvordan sandsynligheden bliver for det ene eller andet, siger Erik Knudsen.

En ting er dog stensikkert. 2. januar står rektor klar ved University College Lillebælts nye hovedindgang i Odense for at hilse på sine studerende - i hvert fald de morgenfriske:

-   Det er der, hvor man kan få et håndtryk af rektor, hvis man møder tidligt.

Oversigt

    Oversigt