Glatføreuheld: To biler kørte frontalt sammen

Syd for Odense og ved Glamsbjerg skete der mandag aften to uheld. Begge uheld var efter al sandsynlighed forårsaget af det glatte føre.

Ingen kom til skade, da to biler kørte frontalt ind i hinanden på Fangelvej syd for Odense.

Uheldet skete kort efter klokken 21.00 på den sneglatte landevej lige syd for der, hvor Fangelvej bliver til Odensevej, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland.

Årsagen er ikke klarlagt, men den ene bil er formentlig gledet over i den forkerte vejbane og har forårsaget sammenstødet.

Solouheld ved Dærup

Ved Glamsbjerg skete der klokken 19.51 et solouheld på Dærupvej. Her kørte en bil af vejen, ramte et træ og rullede rundt.

Også her forårsagede uheldet ikke alvorlig person skade, ligesom årsagen formodes at være det glatte føre.

Mere glatføre på vej

Der kan forventes glatte veje flere steder på Fyn i aften og i nattetimerne. Og tirsdag vil morgentrafikken være udfordret især på den sydøstlige del af Fyn. Her rammer et nyt snejvejr sydfra.

Oversigt

    Oversigt