I det fynske folks tjeneste

Pendler gik i panik: Glemte ph.d.-afhandling i toget

Lisa Merete Kristensen kan takke DSB for at reagere hurtigt, så hun på få timer blev genforenet med den computer, hun glemte i toget tirsdag morgen.

00:28

En glad og lettet Lisa Merete Kristensen med sin ph.d.-afhandling på Struer station. Video: Simon Hyllested / TV Midtvest

Tirsdag morgen klokken 6.52 satte 33-årige Lisa Merete Kristensen sig i toget fra København til Odense, på vej til SDU, hvor hun er ved at lave en ph.d.-afhandling om journalistik.

En tur, hun som pendler har taget mange gange før, men denne tirsdag skulle vise sig at blive noget anderledes.

Med sig havde hun sin bærbare computer, der indeholder ph.d.-afhandlingen, og den sad hun og arbejdede på i toget. Og der blev den desværre også liggende, da hun stod af toget i Odense.

- Jeg havde lidt travlt, fordi jeg skulle nå hurtigbussen ud til universitetet, og så glemmer jeg simpelthen at få min computer med mig, siger Lisa Merete Kristensen til TV 2/Fyn.

Klokken godt otte indledte Lisa Merete Kristensen jagten på sin computer i Odense, mens computeren med ph.d.-afhandlingen fortsatte vestpå med IC3.

Læs også Færre tog hen over Fyn: - Togene vil være meget fyldte

- Først ringede jeg til min bror, der bor i Aarhus, for at høre, om han kunne hente den på Aarhus Hovedbanegård, men det havde han ikke mulighed for. Så ringede jeg til min kæreste, der bor i Odense, så han kunne lave en efterlysning på Facebook, og til sidst ringede jeg til DSB for at høre, om de kunne hjælpe mig.

Kunne fornemme panikken

Normalt er proceduren, at glemte ejendele bliver indleveret til DSB's hittegods, hvor man efterfølgende kan hente dem enten i København eller Aarhus. DSB opbevarer hittegodset i syv dage, og herefter bliver det overdraget til politiets hittegodskontor i enten København eller Aarhus.

Det ved Lisa Merete Kristensen, for hun har før prøvet at glemme noget i et af DSB's tog.

Men en computer med alle personlige dokumenter, ph.d.-afhandling, kalender og meget mere gjorde, at den procedure var for pinagtig at skulle gennemleve.

Og opkaldet til DSB har tilsyneladende appelleret til personalets medfølelse, for de iværksatte med det samme en større redningsaktion for at lokalisere den glemte computer.

- Jeg var i kontakt med flere hos DSB. Jeg tror, de kunne fornemme panikken i min stemme. Til sidst blev jeg ringet op af én, der kunne fortælle mig, at computeren var fundet, og jeg kunne hente den i Struer, griner Lisa Merete Kristensen og tilføjer:

- Og nu jeg har taget en ekstern harddisk med, så jeg kan lave en backup med det samme.

- Jeg sagde bare tak. Tusind, tusind tak. Der har været fem-seks DSB-folk i gang for at hjælpe mig. Det er bare så professionelt.

Lisa Merete Kristensen, ph.d.-studerende

Nåede ikke at lave backup

Lisa Merete Kristensen har ellers en fast procedure for at sikre, at ph.d.-afhandlingen ikke skal gå tabt. Hver tirsdag og torsdag tager hun backup af sit materiale, men hun havde endnu ikke nået det denne tirsdag morgen.

- I fredags havde jeg rigtig godt gang i skriveriet, og det ville være ærgerligt, hvis det gik tabt. Det vil tage ret lang tid at sætte det op igen, siger Lisa Merete Kristensen.

Klokken 9.40 hoppede en glad og lettet Lisa Merete Kristensen i en taxa fra SDU, ind til Odense Banegård Center og ind i et tog til Struer for at få sin ph.d.-afhandling tilbage.

DSB ønsker held og lykke

Hos DSB glæder man sig over, at det hurtigt er lykkedes personalet at komme Lisa Merete Kristensen til undsætning.

- I denne her situation er vi glade for, at vi har kunnet hjælpe en af vores kunder, der stod i en prekær situation. Mange vil jo synes, at det handler om at strække sig ekstra for at hjælpe, og det har vores personale så kunnet i dette tilfælde, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Informationschefen er glad for, at DSB har kunnet hjælpe Lisa Merete Kristensen, men erkender samtidig, at hun også har været heldig, at der ikke var en skrupelløs passager, der snuppede computeren til sig selv.

- Man plejer at sige, at der skal flere ting til, før noget går godt eller skidt. I det her tilfælde gik det godt, og her er der nok også lidt held med i spillet. Vi ønsker i hvert fald vores kunde held og lykke med ph.d.-afhandlingen og håber, at hun forsvarer den godt, siger Tony Bispeskov.

Lisa Merete Kristensen er imponeret over DSB's hjælp. Foto: Simon Hyllested / TV Midtvest

Klokken 12.47 rullede toget ind på stationen i Struer, hvor Lars Mortensen fra DSB stod klar med computeren, så Lisa Merete Kristensen kunne blive genforenet med sin ph.d.-afhandling.

- Jeg sagde bare tak. Tusind, tusind tak. Der har været fem-seks DSB-folk i gang for at hjælpe mig. Det er bare så professionelt.

Klokken 13.07 gik turen tilbage mod København, hvor rejsetiden blev brugt til at lave backup af afhandlingen, der først skal forsvares til næste år.