I det fynske folks tjeneste

Gode cykelforhold sparer penge

Det lyder kryptisk, men sikker cykelparkering, pendlerruter og cykelpumper giver færre udgifter til sygedagpenge. Cykelby-projektet i Odense viser nu, at det har været en samfundsmæssig god investering, at give cyklisterne bedre forhold.

-

Det fire-årige projekt, der nu er afsluttet, har fået cykeltrafikken i Odense til at stige med 20 %.

Forskere fra blandt andet Syddansk Universitet har fulgt Cykelby-projektet. Og erfaringerne er opløftende. I gennemsnit er hver odenseaner blevet fysisk aktiv cirka tre minutter mere om dagen, og det kan ses på levetiden. For mænd i Odense er levetiden steget med gennemsnitligt fem måneder.

Mere fysisk aktivitet betyder mindre sygdom bl.a. hjerte-kar-sygdomme. Samlet konkluderer forskerne, at der er sparet 33 millioner kroner på sundhedsområdet. Cykelby-projektet har kostet 20 millioner kroner.

I perioden 1999 til 2002 har borgerne i Odense fået udbetalt seks procent færre sygedagpenge end forventet.