Skal landsbyerne overleve, skal de droppe slagsmålet med nabolandsbyen, om hvilken af deres to halvtomme sportshaller eller nedslidte forsamlingshuse, der skal overleve.
For landsbyerne står stærkest, når de mentale sognegrænser rives ned, og de arbejder tæt sammen om at udvikle lokalområdet og deles om faciliteterne.
Det viser en evaluering fra DGI og Realdania af fem af landets første landsbyklynger.
Carsten Blomberg er projektleder for Landsbyklynger i DGI, og selv om evalueringen af de første klynger er positiv, så peger han på, at man også skal være parat til at opgive noget for at få noget.
- Eksempelvis er der i den vestjyske klynge VestRum lavet et fælles fodboldhold. Det kan lyde nemt. Men det er en svær beslutning, når de lokale hold har været vant til i mange år at banke hinanden, siger han.
Satsning og afvikling
Lea Holst Laursen er lektor på Aalborg Universitet og har forsket i landsbyklynger og enig.
- Styrken er, at i nogle større geografiske områder kan man bedre holde liv i foreninger og servicefunktioner. Så mister hver lille by ikke alt men kan dele funktionerne, siger hun.
- Udfordringen er, at klyngerne også skal forholde sig til, hvor man vil satse, og hvor man skal afvikle. Det første er jo det sjoveste for de fleste ildsjæle, siger hun.
Fakta om Landsbyklynger