I det fynske folks tjeneste

Gymnasieelever til folketingskandidaterne: Gør det attraktivt at flytte til Faaborg

11 af de 13 opstillede partier til Folketingsvalget var onsdag morgen mødt op på Faaborg Gymnasium. Her stod de klar til at svare på det, gymnasieeleverne ville vide.

00:17

Det var eleverne der satte dagsordenen til onsdagens valgdebat på Faaborg Gymnasium. Video: Ole Holbech



Der var valgdebat for de unge på Faaborg Gymnasium onsdag morgen. 11 partier var mødt op for at svare på de spørgsmål, de unge måtte have.

Debatamnerne var nemlig ikke fastlagt på forhånd, så politikerne skulle være parate til at svare på lige præcis de emner, elerverne ville høre om.

Kun ét emne var på forhånd defineret, nemlig udflytningsproblematikken fra land til by. For gymnasieleverne er det vigtigt, at det er attraktivt at bo i Faaborg. Og det kræver ordentlige ungdomsuddannelser som for eksempel Faaborg Gymnasium.

- Det betyder rigtig meget for at sikre et ungemiljø i Faaborg. Man kunne jo frygte, at hvis der ikke var nogen ungdomsuddannelse som Faaborg Gymnasium, ville de unge også forsvinde i hverdagen, og så ville man måske kun se dem i weekenderne. Så det er vigtigt for også at bevare et ungemiljø i hverdagene, siger Minna Regitze Berner fra 3.a på Faaborg Gymnasium.

Jobmuligheder og gode uddannelser

Politikerne blev til valgdebatten spurgt ind til, hvordan de vil sikre job og uddannelser i Faaborg i fremtiden. Det spørgsmål var vigtigt for gymnasieelev Ella Katrine Frederiksen, der mener at job og uddannelse er en forudsætning, hvis hun skal vende tilbage til Faaborg, når hun er færdiguddannet.

- Jeg tror, at det er meget naturligt, at unge søger ind mod storbyerne, når man er færdig med sin ungdomsuddannelse. Men jeg tror også, at det er enormt vigtigt for et område som Faaborg, at man har mulighed for at flytte tilbage igen, når man så har fået sin uddannelse. Det kræver, at der er jobmuligheder til de mennesker, der kommer her, men det kræver også, at der er for deres børn, siger Ella Katrine Frederiksen, der også går i 3.a.

Faaborg Gymnasium er udfordret

Lige netop udflytningen og udkantens fremtid er meget aktuel, når det kommer til Faaborg Gymnasium. Gymnasiet har nemlig en del udfordringer på det område.

Læs også Eleverne bliver væk: Faaborg Gymnasium fyrer flere lærere

- Der bliver færre mennesker her ( i Faaborg, red.), og derved får vi færre ansøgere. Vi har et taxametersystem, så vi får penge per elev. Så derfor har vi færre penge. Det er meget simpelt, siger rektor Jesper Hasager Jensen, der har en opfordring til folketingskandidaterne:

- Politikerne skal sørge for, at det bliver let at få andre uddannelser til byen. I øjeblikket har vi et velfungerende gymnasium, som er her i mange år endnu, men vi vil selvfølgelig udbyde en række andre uddannelser end STX, som der er efterspørgsel på her i byen. Det håber vi på, at politikerne økonomisk og strukturelt kan hjælpe os med, siger Jesper Hasager Jensen.