I det fynske folks tjeneste

Gør som Marius: Drop alkohol i januar

For tredje år i træk kører Sundhedsstyrelsen kampagnen "Hvid januar". Kampagnen går ud på, at man ikke drikker i hele januar, og i år er fem fynske kommuner blandt samarbejdspartnerne.

00:32

Marius Grønning Sangild holder "Hvid januar" Video: Katrine Vendelbo

Det er ikke, fordi du bliver set ned på, hvis du ikke drikker. Men der er bare ikke ret mange, som ikke drikker

Marius Grønning Sangild

For 17-årige Marius Grønning Sangild plejer weekendens fester at indeholde alkohol. Og rigeligt af det. Men i denne måned har han besluttet sig for at følge Sundhedsstyrelsens kampagne "Hvid januar". 

- Jeg gør det for at vise, at det ikke er et problem for unge at lade være med at drikke i en måned, siger Marius Grønning Sangild.

Læs også Forsker: Teenagere overvurderer venners druk og drikker mere

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal kampagnen gøre os opmærksom på, hvor meget vi egentlig drikker i løbet af en måned. 

- Kampagnen er vigtig, fordi når man tager en længere pause fra alkohol, bliver man mere bevidst om sine alkoholvaner og mere bevidst om, hvor mange ligegyldige genstande, der ryger ned i løbet af sådan en måned, siger Stine Flod Storgaard, som er specialkonsulent ved Sundhedsstyrelsen. 

- Derudover håber vi, at kampagnen kan gøre det lettere at sige "nej tak" til alkohol. 

Det sidste er dog ikke et problem, Marius Grønning Sangild oplever. 

- Det er ikke, fordi du bliver set ned på, hvis du ikke drikker. Men der er bare ikke ret mange, som ikke drikker.

Fynske kommuner bakker op

Blandt samarbejdspartnerne til "Hvid januar" er fem fynske kommuner: Odense, Ærø, Nyborg, Assens og Langeland. De har til opgave at hjælpe med at udbrede kampagnen, som endnu ikke er kendt af ret mange. 

- Vi arbejder hele tiden på at udbrede kendskabet til den her kampagne, og det er utrolig positivt, at der er så stor opbakning til den på Fyn, siger Stine Flod Storgaard. 

OUH er også at finde på listen over samarbejdspartnere. Her kan man den 12. januar få et gratis levertjek og få en status på, hvordan den ser ud efter decembermåneds julefrokoster. 

For Marius Grønning Sangild er der ingen tvivl om, hvad han tror, bliver det sværeste ved at gennemføre "Hvid januar". 

- Det sværeste bliver, når ens venner slår sig løs, mens man selv tænker mere over, hvad man gør. For det er jo det, alkohol gør. Man tænker ikke lige så meget over tingene, og man får det derfor lidt sjovere.

01:51

Se hele videoen om Marius, som vil forsøge at sige nej tak til alkohol i januar måned. Video: Katrine Vendelbo

Luk video