I det fynske folks tjeneste

GOG bliver ved: Får også ram på pokalvinderne

GOG's håndboldherrer har fået et forrygende comeback i landets bedste række med tre sejre i tre kampe.

Oprykkerne fra GOG er kommet perfekt fra start i Herre Håndbold Ligaen.

Fredag aften vandt fynboerne på udebane med 34-29 over Århus Håndbold, og dermed er GOG noteret for lutter sejre i sæsonens første tre ligakampe.

Efter at have vundet over Nordsjælland og Skanderborg i de første to runder var fredagens udfordring en af de store for GOG.

Århus Håndbold vandt i sidste sæson pokalturneringen, og aarhusianerne indledte denne sæson med at vinde den danske Super Cup samt holdets to første ligaopgør.

Det lod GOG sig dog ikke imponere af. Gæsterne var foran 18-11 ved pausen, og selvom værterne nærmede sig i anden halvleg, var der aldrig tvivl om GOG-gevinsten.

Fredagens anden kamp endte med en sikker 31-18-hjemmesejr til Sønderjyske over sidste sæsons store overraskelse fra Mors/Thy, som har tabt holdets første tre kampe.

I sidste sæson spillede Mors/Thy sig helt frem til medaljekampene, inden det endte med en fjerdeplads. Ved pausen af fredagens kamp var Mors/Thy bagud med 5-17.

Ved du noget? Så send os et tip