GOG-direktør afviser kritik

Danske håndboldklubber - herunder fynske GOG - er oppe med paraderne, efter at Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Team Danmark har givet dem skylden for kvindelandsholdets EM-fiasko i Sverige.

Ifølge både DHF og Team Danmark har de danske spillere stået i skyggen af deres udenlandske kolleger i den danske håndboldliga, og derfor beskylder begge organisationer klubberne for kun at tænke på økonomi og egne resultater og får i den forbindelse ikke at give deres unge danske talenter tilstrækkelig spilletid og kamperfaring.

Kritikken er skudt forbi

Arne Buch, der er formand for Divisionsforeningen og direktør i GOG Svendborg mener, at kritikken er skudt forbi.
 - Helt konkret handler det her om, at man har tabt nogle afgørende kampe, og det er vel egentlig svært at føre over på talentudvikling, som kører over mange år, siger han. 

Arne Buch ærgrer sig over de sløje EM-resultater, men advarer mod DHF og Team Danmarks "tynde analyser med tynde konklusioner".
 - Det er en meget mere nuanceret og fagteknisk diskussion, der nærmere kan løses på en konference, end en kort betragtning, siger han og peger på, at landsholdets EM-indsats både bærer præg af manglende talentudvikling, manglende trænererfaring og
mange andre ting. 

- Det handler om holdningsbearbejdning i klubberne, så der både kan blive plads til talentudvikling og gode resultater. Men der findes ingen klubber, der vil smide et DM væk for at pleje danske talenter, siger han.

Han understreger dog, at GOG gerne vil være kendt for at have en dansk-nordisk profil fremover.
- Det er ikke tilfældigt, at vi har taget fat i spillere som Kamilla Kristensen og Malene Dalgaard, siger han.

Oversigt

    Oversigt