I det fynske folks tjeneste

GOG får mental træning

Fra den kommende sæson af får GOG Svendborg TGI's kvindeligahold suppleret den faste fysiske træning med fast mentaltræning. Coach Flemming Videriksen er blevet tilknyttet holdet som manager.

Jan Pytlick glæder sig til at samarbejde med holdets nye coach

Flemming Videriksen har i den forløbne sæson været med på sidelinjen en gang i mellem, så han kender allerede kvinderne. 

- En af mine vigtigste opgaver bliver at være med til at støtte op om og opbygge en lærende og vindende kultur. Jeg skal være med til at implementere nye læringsprocesser og opbygge et HR-miljø omkring holdet og samtidig fungere som manager for holdet og sparringpartner for Jan og Flemming, siger Flemming Videriksen.

Sparringpartner for Pytlick

At være sparringpartner for Jan Pytlick har Flemming Videriksen prøvet før, da de to også arbejdede sammen på landsholdet.

- Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Jan. Vi startede med at arbejde sammen med det formål at højne niveauet på håndboldbanen, og det projekt fortsætter vi med i GOG Svendborg TGI, fortæller han, og understreger:

- Og så har vi fokus på håndboldsporten, deriblandt talenterne og vækstlaget, til forskel fra dem, som kun tænker i privatligaer.

Også Jan Pytlick er glad for, at GOG Svendborg TGI som en af de første klubber i Danmark kan have en fast tilknyttet coach.

- Det bliver spændende at have en fast coach tilknyttet holdet, og jeg tror på, at det kan flytte rigtigt meget, siger Jan Pytlick om ansættelsen.