GOG forlænger med assistenttræner

GOG har forlænget aftalen med assistenttræner Mathias Albrektsen, så den løber yderligere to år.

DM-sølvvinderne fra GOG har lørdag forlænget kontrakten med assistenttræner Mathias Albrektsen i yderligere to sæsoner. Det skriver den fynske håndboldklub på sin hjemmeside. 

På direktionsgangen håber GOG-direktør Kasper Jørgensen, at forlængelsen af samarbejdet kan resultere i fynske guldmedaljer i løbet af de næste to sæsoner. 

- Vi er utrolig glade for, at vi kan holde fast i det setup med Nicolej Krickau som cheftræner og Mathias Albrektsen som hans assistent. De to foregående sæsoner har vist, at konstellationen kan bære os langt, og det er selvfølgelig vores håb, at Nicolej og Mathias kan få os det sidste skridt op på medaljeskamlen i de næste sæsoner, siger Kasper Jørgensen til klubbens hjemmeside. 

Assistenttræner med gulddrømme 

Den ambition deler 32-årige Mathias Albrektsen, der har været i GOG siden han var syv år gammel - heraf har han de seneste 17 år været træner for flere ungdomshold i klubben. 

- Jeg synes, at vi er kommet langt, og jeg ser frem til det arbejde, der ligger foran os. Indtil nu har vi vundet først bronze og siden sølv sammen, så det ligger jo lige for, at vi også prøver at vinde et mesterskab sammen. I den kommende sæson bliver der også nok at se til med vores deltagelse i Champions League-gruppespillet, og det bliver også rigtig spændende at være en del af, udtaler Mathias Albrektsen. 

Ved siden af jobbet som assistenttræner i GOG skal Mathias Albrektsen fra den kommende sæson også være assistenttræner for U19-landsholdet.

Den 27. februar forlængede GOG også kontrakten med cheftræner Nicolej Krickau. Den kontrakt løber til sommeren 2022.

Oversigt

    Oversigt