GOG forlænger med landsholdsspiller

22-årige Lasse Møller har forlænget sin kontrakt med “Danmarks bedste hold” frem til sommeren 2021.

Håndboldklubben GOG har forlænget med 22-årige Lasse Møller. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

 

 

Fynboerne har forlænget aftalen med venstrebacken med yderligere et år, så han kan spille i Gudme-klubben frem til sommeren 2021.

- Jeg har fået rigtig meget spilletid, og der bliver lagt meget ansvar på mine skuldre i GOG, og det trives jeg godt med. Jeg spiller på Danmarks bedste hold, og i foråret venter der en række spændende kampe i EHF Cuppen. Jeg ser frem til at bidrage alt, hvad jeg kan til, at vi vinder mesterskabet i år, og hvis vi holder niveauet, kommer jeg jo også til at spille i Champions League næste år med GOG, siger Lasse Møller.

Direktør: Udenlandske klubber kunne være interesseret

I GOG er der glæde over, at Lasse Møller fortsætter i klubben.

- Lasse er kun 22 år, men han har udviklet sig kolossalt i de seneste par år, og han er nu en bærende spiller, som alle danske og udenlandske klubber ville glæde sig over at kunne sætte på holdkortet, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

Lasse Møller debuterede på det danske herrelandshold i 2018 og var med i landstræner Nikolaj Jacobsens bruttotrup før VM i Danmark, men kom ikke med til slutrunden, hvor Danmark vandt VM-guld, på grund af en knæskade.

GOG ligger nummer et i Herrehåndboldligaen efter 18 kampe. Fynboerne spiller næste kamp i Aalborg på lørdag.

Oversigt

    Oversigt