I det fynske folks tjeneste

GOG har fundet ny træner: Hugger de Krickau i Skanderborg?

Allerede for 14 dage siden fortalte Skanderborg Håndbold, at GOG havde snørren ude efter Nicolej Krickau. Foto: Ole Nielsen/Scanpix/arkiv

Det sydfynske håndbold-flagskib, GOG, har ifølge Fyens.dk fundet en ny cheftræner. Det bliver efter al sandsynlighed Nicolej Krickau fra Skanderborg Håndbold.

Håndboldklubben GOG Håndbold fik fredag sin kommende cheftræner på plads for herreholdet i 888 Ligaen.

Det skete, da klubben underskrev en kontrakt, der gælder for tre sæsoner fra sommeren 2017. Det bekræfter Kasper Jørgensen, der er direktør i håndboldklubben, over for Fyens.dk.

GOG vil dog ikke offentliggøre navnet på den kommende træner, men flere medier skriver, at det er den nuværende cheftræner i Skanderborg Håndbold, Nicolej Krickau, der skal være cheftræner i GOG fra sommeren 2017.

Læs også Konkurrent: GOG jagter vores træner

Skanderborg Håndbold bekræftede tidligere fredag, at Nicolej Krickau forlader klubben til sommer og rejser videre til en klub med større økonomiske budgetter end Skanderborg.

GOG har planlagt at offentliggøre navnet på træneren på mandag i forbindelse med GOG's kamp mod TTH Holstebro.

GOG meddelte i november, at Jakob Larsen slutter som cheftræner i sommeren 2017, selv om parterne havde kontrakt på yderligere en sæson.

Kasper Jørgensen forklarede dengang beslutningen med, at tiden for begge parter var moden til nye udfordringer.

Ved du noget? Så send os et tip