I det fynske folks tjeneste

GOG kollapser og giver Aalborg DM-semifinale-håb

GOG gik helt i sort i slutfasen mod Aalborg, som fik et point og dermed øgede håbet om en DM-semifinale.

Foto: Henning Bagger / Scanpix

Fire minutter før tid, var GOG klar til DM-semifinalerne, og Aalborg Håndbolds drømme om det samme var nærmest sat skakmat.

 GOG var foran 25-21, men så blev gæsterne lukket ind i opgøret, og det hele endte 25-25.
 
Dermed led GOG det første pointtab i slutspillet og må vente på at snuppe en eventuel DM-semifinale.
 GOG topper dog stadig gruppe ét sammen med Skjern. Begge hold har syv point, efter at Skjern søndag slog pointløse KIF Kolding København.

Læs også Jacobsens første trup: En enkelt GOG-spiller er med

Der var fuldt hus i arenaen i Gudme til det vigtige opgør mellem GOG og Aalborg, hvor holdene fulgtes ad i indledningen, da Magnus Jøndal udlignede for GOG til 6-6 efter et kvarter.
 
Sander Sagosen og Stefan Sigurmannsson øgede dog med en scoring hver til 8-6-føring til Aalborg. Gæsterne holdt et forspring på to mål frem til 22 minutter, hvor Buster Juul øgede til 11-8.
 
Mod slutningen skruede GOG så op med tre scoringer i træk og fik reduceret til 11-12. Det blev endnu tættere i det lige opgør, og de to klubber gik til pause med stillingen 13-13.
 
GOG kom bedst ud efter pausen, og Magnus Jøndal bragte GOG foran 16-14.

 Hjemmeholdet fortsatte og kom foran med fire mål, inden Simon Hald reducerede til 15-18 for Aalborg. Det blev dog hurtigt straffet, da hjemmeholdet med to scoringer øgede til 20-15-føring.
 
Aalborg holdt sig dog inde i opgøret, og de sidste ti minutter blev skudt i gang med en reducering, så GOG blot var foran med to mål.
 
Med syv minutter igen var den dog vekslet til en 24-20-føring til GOG, som også var foran med 25-21 fire minutter før tid.

 Så gik GOG helt i sort og lukkede gæsterne helt ind i opgøret, og Simon Hald udlignede til slutresultatet med ét minut igen.

 I Brøndby Hallen søndag fortsatte KIF Kolding København de takter, som har afholdt holdet fra at få point i slutspillet.

 Hjemmeholdet halsede efter Skjern i det meste af kampen, og vestjyderne tog sejren på 28-20.

 Dermed har KIF tabt alle fire slutspilskampe indtil videre og havde allerede inden opgøret udspillet sin chance for en semifinaleplads.