I det fynske folks tjeneste

GOG løb over FCK på vejen mod finalen

GOG Svendborg spillede sig uden problemer i pokalfinalen ved at vinde lørdagens pokalsemifinale mod FCK Håndbold med 36-26.

GOG-Svendborg spillede sig i pokalfinalen

Formstærke GOG

Med en overbevisende præstation spillede GOG Svendborg sig lørdag eftermiddag i pokalfinalen i herrehåndbold, da FCK Håndbold blev sendt hjem fra Svendborg Idrætshal med et nederlag på 26-36. I finalen kommer fynboerne til at møde Bjerringbro-Silkeborg.

FCK var forberedte på, at det formstærke GOG Svendborg-mandskab fra start ville sætte fuld blus på kontrakedlerne, men det hjalp ikke noget, da toget først kørte. For der er ganske enkelt ikke meget at stille op, når GOG's kontra anført af fløjene Anders Eggert og Lasse Svan Hansen bare blæser derudaf.

Sikkert i finalen

Dertil kom, at Klavs Bruun Jørgensen satte mange fynske angreb i scene, når han med sine angreb mod FCK'eren. Frank Løke bragte FCK-forsvaret i ubalance. Når det skete, var venstrebacken Kasper Jørgensen ofte manden med skarphed i afslutningerne. 

Det var ingredienserne til en fynsk føring på 19-14 efter de første 30 minutter, og det betød faktisk, at pokalkampen fusede lidt ud i anden akt. FCK lignede ikke et hold, der for alvor troede på, at det tabte kunne hentes, og GOG ikke et hold, der havde lyst til at bruge alle kræfter på at udbygge føringen. Forskellen på de to hold blev ved med at ligge i omegnen af fem mål, men som halvlegen skred frem, fik GOG alligevel lidt mere luft til de mere og mere og modløse københavnere.

Ambitiøse drenge

GOG spillede sig sikkert i pokalfinalen og viser for tiden et spil, som intet andet dansk hold kan hamle op med. 

- Jeg synes, at vi er et dygtigt hold, og vi spiller som et hold. Der er heller ingen tvivl om, at det faktum, at vi har kunne holde på vores spillere og bruge næsten det samme hold over tre år, giver en stor sikkerhed og automatik i spillet. Derudover er det nogle meget ambitiøse drenge, der passer deres træning dygtigt og giver, hvad de har, gennem hele ugen, forklarede træner for GOG Svendborg, Carsten Albrektsen, efter kampen sit holds øjeblikkelige succes over for TV2/Sporten. 
/ritzau/