I det fynske folks tjeneste

 GOG overvinder chokstart og slår Nordsjælland Håndbold

Nordsjælland smed en stor føring i første halvleg mod GOG, som kørte en overbevisende sejr hjem til slut.

Efter to nederlag til Skanderborg og Sønderjyske er GOG igen på sejrskurs. Tirsdag vandt fynboerne over Nordsjælland Håndbold. Foto: GOG Svendborg

Efter to nederlag i træk kom GOG tirsdag tilbage på vindersporet med en sejr over Nordsjælland Håndbold i den bedste danske række.

GOG endte med at vinde 34-26 hjemme over Nordsjælland, som ellers bed godt fra sig i første halvleg.
Nordsjælland kom forrygende fra start og foran med hele 6-1, inden GOG vågnede op.

GOG reducerede til 4-6, men Nordsjælland bragte sig straks foran med 7-4.
Senere kom Nordsjælland også foran 8-5, men derfra begyndte fynboerne at dominere kampen og reducerede til 11-12.

Læs også KIF Kolding anker dom om omkamp mod GOG

Udeholdet begik alt for mange fejl, og det resulterede i fire fynske scoringer i træk til en føring på 15-12.
Ved pausen var GOG kun foran med 15-13, og en overraskelse kunne stadig lure. Men sådan gik det ikke.
I anden halvleg var GOG klart det bedste hold, og starten bød på syv scoringer i træk fra hjemmeholdet og en solid 22-13-føring.

Nordsjælland reducerede til 17-22, men tættere på point kom udeholdet aldrig.
Det endte med en knusende sikker sejr til GOG, som avancerer til ligaens tredjeplads med 17 point efter 12 kampe.

Inden tirsdagens sejr havde GOG tabt til Skanderborg og Sønderjyske.
Nordsjælland er uden sejr i seks kampe og har blot seks point og er lige nu fjerdesidst i rækken.