Sådan: GOG slog Århus Håndbold

Hjemmebane var ikke fordel nok på de aarhusianske håndboldherrer, der blev slået til sidst af GOG.

GOG Håndbold slog mandag aften Århus Håndbold på deres hjemmebane med 29-30 i håndboldherrernes bedste række.

Århusianernes træner Erik Veje Rasmussen roste GOG efter kampen

- Kampen afgøres til sidst, og så er det små ting, der afgør det. Men set over hele kampen, så var det vel fair nok, at GOG vandt, lød det fra Erik Veje Rasmussen til TV 2 Sport.

Ritzau rapporterer fra stedet, at de to hold fulgtes ad fra kampens indledning, og efter et kvarter kunne Gøran Søgaard udligne for GOG til 7-7, som også blev til 10-10 efter 20 minutter, hvor begge holds angreb var bedre indstillede end de to klubbers forsvar.

Lasse Møller gjorde herefter et indhop, og efter et minut havde Møller scoret to gange for gæsterne, som bragte sig foran 12-11.

Sebastian Henneberg, Henrik Hansen, Anders Kragh og Frederik Schilling ændrede dog med fire Århus-scoringer i træk billedet for en stund og bragte det trængte hjemmehold foran med tre mål.

Hjemmeholdet kunne dog ikke holde afstanden og gik til pausen med en smal føring på 17-16.

Billedet var det samme fra anden halvlegs indledning, hvor Århus kom foran med tre mål, mens GOG ikke gav slip for alvor og fik udlignet til 24-24 efter to scoringer i træk af Torsten Laen midtvejs i anden halvleg.

Århus blev handicappet af at måtte undvære Sebastian Henneberg i løbet af anden halvleg, da han vrikkede om på foden. Alligevel blev han Århus' topscorer med seks mål.

Ved indgangen til opgørets sidste ti minutter kom gæsterne foran, og GOG udbyggede føringen til 27-25.

Frederik Krarup udlignede til 27-27 for Århus, som med fire minutter igen også kom foran med to mål.

Igen kom GOG tilbage, og ved stillingen 29-29 to minutter før slutfløjt var der lagt op til en dramatisk afslutning på opgøret.

Århus havde muligheden, men fejlede i angrebet, og i stedet var det gæsternes Lasse Møller, der få sekunder før tid afgjorde opgøret.

Oversigt

    Oversigt