GOG snød Kolding i sidste sekund

GOG Svendborg TGI reddede et point i sidste sekund og fik 34-34 hjemme mod KIF Kolding. Dermed fører fynboerne gruppe 1 i slutspillet af herrernes håndboldliga.

I en sand vanvidsafslutning fik GOG Svendborg TGI lørdag hentet et point, der kan blive en finaleplads værd i slutspillet af herrernes håndboldliga, CBB Mobil Ligaen.

Hjemme i Gudme var holdet bagud 32-34 mod KIF Kolding, der ligesom GOG bejler til en plads i finalen. Med 28 sekunder tilbage af kampen fik Kasper Jørgensen imidlertid reduceret, og i sidste sekund lykkedes det hjemmeholdet at udligne, efter at Kolding havde smidt bolden væk.

Dermed har GOG syv point efter fire kampe i gruppe 1 af slutspillet, ét flere end Kolding og AaB, der vandt 34-26 ude over Viborg i dagens anden kamp.

Kolding var toneangivende i hele første halvleg og gik til pause foran 20-16.

Det tog dog blot hjemmeholdet ganske kort tid i anden halvleg, før der var kontakt mellem de to hold, men da Kolding igen bragte sig foran med fire mål, syntes kampen på vej mod sin afgørelse.

Med en sidste kraftanstrengelse lykkedes det for GOG igen at komme tilbage, og syv minutter før tid fik holdet udlignet til 30-30. Da Kolding herefter bragte sig på 34-31, syntes kampen afgjort, men hjemmeholdets slutspurt reddede æren og det ene point.

Oversigt

    Oversigt