GOG snupper førsteplads med sejr over KIF Kolding

GOG vandt hjemme over KIF Kolding og avancerede til førstepladsen i den bedste danske håndboldrække.

GOG er nyt tophold i den bedste danske håndboldrække for herrer.

Onsdag aften vandt GOG med 33-26 hjemme over KIF Kolding og rykkede dermed forbi Aalborg i toppen af Herre Håndbold Ligaen.

Med sejren har GOG nu 34 point efter 21 kampe, mens Aalborg på andenpladsen er noteret for 33 point efter 22 kampe.

KIF Kolding var i starten af kampen foran 1-0 og 2-1, men det var også de to eneste gange, at udeholdet var i teten.

Fløjen Emil Jakobsen bragte GOG i front med 13-7 efter 17 minutter af kampen, og hjemmeholdet var foran med 18-13 ved pausen.

I anden halvleg kom der aldrig for alvor spænding om udfaldet, og GOG endte med en sikker sejr over rivalen.

GOG's Odinn Rikhardsson blev kampens topscorer med ti mål.

KIF Kolding får med nederlaget yderst svært ved at nå top-8 og dermed en plads i slutspillet.

Lige nu er KIF Kolding seks point efter Sønderjyske, der indtager ottendepladsen med 18 point efter 22 kampe.

Sønderjyske tabte tidligere onsdag aften 25-35 ude til Skjern, som var uden en skadet Thomas Mogensen.

Der blev også spillet en tredje kamp onsdag aften, og her vandt Bjerringbro-Silkeborg med 33-27 hjemme over Lemvig-Thyborøn.

Skjern er med sejren oppe på femtepladsen med 28 point efter 22 kampe. BSV er en placering bedre med 29 point.

Kampen i tal

Oversigt

    Oversigt