I det fynske folks tjeneste

GOG tabte i EHF-cuppen

Slagelse vandt i aften danskeropgøret i EHF Cuppens tredje runde med 26-23 over GOG i Odense Idrætshal. Dermed skaffede sjællænderne sig et godt udgangspunkt inden returkampen.

-

Odense, fredag /ritzau/
Slagelse vandt i aften danskeropgøret i EHF Cuppens tredje runde med 26-23 over GOG i Odense Idrætshal. Dermed skaffede sjællænderne sig et godt udgangspunkt inden returkampen, og holder liv i klubbes store drøm om både at vinde pokalturneringen, mesterskabet og EHF Cuppen i denne sæson.

Fynboerne lagde ellers bedst ud med kvikt angrebsspil, hvor bagkæden med EM-spillerne Ditte Andersen, Rikke Hørlykke og Winnie Mølgaard satte fart i spillet og var målsøgende på både
langskud og gennembrud.
Men Slagelse indhentede hjemmeholdet og bragte sig foran med 11-10 ved pausen.

Midt i anden halvleg førte sjællænderne med seks mål, men fynboerne gav ikke op, og kæmpede for at få kontakt med udeholdet, men det var forgæves. Det blev heller ikke lettere af, at hjemmeholdet lavede for mange tekniske fejl, og ikke udnyttede de chancer, som de ellers på glimrende vis spillede sig frem til.

Men med en forskel på tre mål er der dog stadig noget spænding tilbage i opgøret inden returkampen næste fredag.
/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip