GOG-træner efter sejr: Vi vil kæmpe med om førstepladsen

GOG kom i sin første slutspilskamp hjem fra Nordsjælland med to point på kontoen til kampen om en semifinaleplads.

Kampen om semifinalepladserne spidser til i herrernes håndboldliga. Slutspillet er gået i gang, og her sejrede GOG i sin første kamp. På udebane slog fynboerne onsdag Nordsjælland med 28-31.

Dermed er holdet et skridt nærmere ambitionen om at komme i semifinalen. Det kræver minimum en andenplads i slutspilsgruppen, der foruden Nordsjælland også har Bjerringbro/Silkeborg(BSV) og KIF Kolding København som modstandere. 

- Ambitionen er udelukkende at komme i semifinalen. Når og hvis det kommer på plads, så håber vi selvfølgelig også, at vi kan udfordre BSV i forhold til at få førstepladsen i puljen, siger holdets træner Nikolej Krickau.

Et flagskib inden for talentarbejde

Talentarbejdet har i mange år været en essentiel del af GOG blandt andet i form af samarbejdet med Oure Idrætsefterskole.

- Ydmygheden fra de ældre, i forhold til at få de unge integreret hurtigt, er meget stor, og jeg oplever, at integrationen er meget nemmere, end steder jeg ellers har oplevet, fortæller Nikolej Krickau.

Men GOG kan, ifølge Nikolej Krickau, ikke vinde medaljer alene på talentarbejdet.

- Det er den knivskarpe balance mellem at skulle levere et produkt, for vi vil gerne vinde medaljer i GOG. Det kan vi ikke udelukkende gøre med talentarbejde, men det er en meget vigtig del af at kunne være konkurrencedygtig i forhold til at vinde medajler, når vi ikke har helt det samme budget som nogle af de andre tophold, siger træneren.

Hør træner Nikolej Krickau fortælle om GOGs talentarbejde.

GOG's næste kamp i slutspillet er på søndag hjemme mod KIF Kolding København klokken 20.30.

Se hele interviewet med Nikolej Krickau og det unge talent Emil Jakobsen.

Oversigt

    Oversigt