GOG-træner vil have revanche mod Kiel

GOG-spillerne vil give alt, hvad de har i sig, når de søndag får besøg af storholdet Kiel, forsikrer GOG-træner Nicolej Krickau.

Søndag skal GOG forsøge at spille sig tættere på en plads i EHF-Cuppens kvartfinale, når det tyske storhold THW Kiel kommer på besøg i Arena Fyn.

De to hold har mødt hinanden ni gange, hvilket har resulteret i otte sejre til Kiel og én sejr til GOG.

Det seneste opgør mellem de to klubber var sidste søndag, hvor det på udebane endte med et nederlag til GOG på 37-23. Derfor er GOG-træner Nicolej Krickau også realistisk på sit holds vegne, men han håber, de gule GOG-spillere kan holde spænding i kampen.

- Mulighederne er aldrig særlig store, når man møder Kiel. De bliver heller ikke bedre af, at vi har fem mand ude og halter lidt på ressourcerne, men det betyder ikke, at vi ikke går efter muligheden for at få en sejr. At vinde bliver vanskeligt, men vi vil give den alt, hvad vi kan, for at holde det tæt så længe som muligt, siger han.

Tysk hold med masser af titler

Mens GOG’s bedste resultat i EHF-Cuppen er en kvartfinaleplads i 2005-2006 sæsonen, hvor det endte med et samlet nederlag til tyske Göppingen, så har dagens modstandere fra Kiel vundet EHF-Cuppen tre gange i klubbens historie - senest i 2004, hvilket også var seneste gang, tyskerne deltog i turneringen.

Derudover har Kiel også vundet tre Champions League-titler og hele 20 tyske mesterskaber.

Så det er en enormt svær opgave, der venter GOG-spillerne søndag eftermiddag. Derfor skal de spille til grænsen af deres fysiske formåen, hvis de skal have en chance for revanche, forudser Nicolej Krickau.

- Rent fysisk er vi nødt til at spille på vores grænse, og det bliver svært. Vi skal være mere fysiske og aggressive i forsvaret. I angrebet skal vi få afviklet med skud på mål, så de ikke kan løbe kontra på os. Det plejer vi jo at gøre, men her er Kiel et niveau eller to over os.

Sigter efter kvartfinaleplads

Mens Kiel med en sejr over GOG kan vinde puljen og spille sig direkte i semifinalen - da de er værter for Final4-turneringen i EHF-Cuppen - så ser Nicolej Krickau stadig gode muligheder for, at GOG kan nå i kvartfinalen - også hvis det ender med et nederlag til Kiel.

- Vi forventer ikke at skulle vinde. Hvis vi lander på otte point, hvilket kræver to sejre i de sidste tre kampe, så kan målscoreren komme i spil. Så derfor skal vi gerne undgå at tabe stort igen, for ellers skal vi ud og hente de mål andre steder. Men jeg tror på, at vi kan avancere - også uden en sejr mod Kiel.

Halvvejs i gruppespillet har Kiel 6 point, GOG 4 point, mens Azoty-Pulawy og Granollers hver har 1 point.

To nøglekampe venter

Foruden søndagens hjemmekamp mod Kiel mangler GOG en hjemmekamp mod polske Azoty-Pulawy og en udekamp mod spanske Granollers - begge hold har GOG slået tidligere i gruppespillet.

- Det er to nøglekampe, som vi skal vinde, men de bliver rigtig vanskelige. Azoty-Pulawy var tæt på et point ude mod Kiel, og Granollers hjemme er en helt anden størrelse end Granollers på udebane. Vi håber på at have flere folk til rådighed til de kampe, og så tror vi på avancement, hvis de andre puljer arter sig, som vi håber.

I EHF-Cuppen er der fire puljer, hvoraf gruppevinderne kvalificerer sig til kvartfinalen - undtagen altså Kiel, der som vært kan kvalificere sig direkte til semifinalen, hvis de vinder puljen. De tre bedste toere kvalificerer sig også til kvartfinalen.

Kvartfinale kan tiltrække spillere

Hvis kvartfinalen kommer i hus, så vil det få stor betydning for GOG, vurderer Nicolej Krickau.

- Det vil betyde, at vi i første omgang får indfriet forventningerne om at være en klub, der kan konkurrere i Europa. Når man kigger ud i fremtiden, så er det også vigtigt at gøre det godt i Europa, hvis man vil rekruttere spillere på et højere niveau.

Hvis det ender med en plads i kvartfinalen, så tror Krickau på GOG’s chancer for at komme endnu længere.

- Kiel er det bedste hold i turneringen, så hvis vi kommer i kvartfinalen, får vi en meget vanskelig opgave, men ikke en umulig opgave. Vi synes selv, at vi er konkurrencedygtige over for alle hold i turneringen, måske lige undtagen Kiel. Men det er alt for langt fremme, så det er ikke noget, vi fokuserer på nu.

Kampen mellem GOG og THW Kiel kastes i gang klokken 15.00 og spilles i en udsolgt Arena Fyn i Odense.

Oversigt

    Oversigt