I det fynske folks tjeneste

GOG udfordret af bundhold

GOG hev sejren hjem i sidste øjeblik mod bundholdet Skanderborg Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

GOG halsede efter i store dele af opgøret hjemme mod Skanderborg, men GOG vandt til allersidst.

GOG måtte strække sig til det yderste for at sikre to point i hjemmekampen lørdag mod Skanderborg Håndbold.

Her var hjemmeholdet bagud i store dele af opgøret mod bundholdet, og først i de sidste sekunder blev 28-27-sejren sikret.

GOG var allerede inden opgøret sikre på en plads i slutspillet, og klubben indtager andenpladsen i 888 Ligaen med 32 point.

Skanderborg ligger næstsidst med 11 point.

GOG scorede kampens to første mål, men herefter vendte billedet, og fynboerne blev taget gevaldigt på sengen i første halvleg.

Skanderborg gik til pause foran 14-10, og det var efter en halvleg, hvor de undertippede gæster havde store føringer.

8-5 blev til 10-5 for Skanderborg, der fortsatte offensiven, og Jonas Samuelsson kunne øge til 12-6 med otte minutter tilbage af halvlegen.

Martin Larsen førte an i løjerne hos Skanderborg, da han inden pausen scorede fem gange på seks forsøg.

Tendensen fortsatte, og efter fem minutter af anden halvleg var Skanderborg foran 17-12, og med 20 minutter igen var føringen stadig komfortabel med 20-16.

GOG gik også ind til det sidste kvarter bagud med fire mål, men fire scoringer i træk af hjemmeholdet udlignede til 23-23 ved Lasse Kjær.

Herfra blev opgøret en tæt dans, og først i de allersidste sekunder lykkedes det Lasse Kjær at sikre sejren med sin scoring til 28-27.

Ved du noget? Så send os et tip