GOG vandt første DM-finale

Efter 60 hektiske minutter stod hjemmeholdet GOG Svendborg som vinder af den første DM-finale i håndbold for mænd mod Viborg. Fynboerne vandt 30-24.

Det blev nøjagtigt lige så dramatisk, som man kunne have forventet, da GOG Svendborg og Viborg HK tørnede sammen i Gudmehallerne til den første DM-finale i håndbold for mænd. Hjemmeholdet vandt i sidste ende med 30-24 i et opgør, der var mere spændende end kønt, og hvor afgørelsen ikke lå klar før Kasper Jørgensen scorede til 28-23 fem minutter før tid.

Begge hold er kendte for at spille tempofyldt håndbold med hurtige opgiverkast og fuld fart på kontraspillet. Og turboen var sat på lige fra start, hvor gæsterne fra Viborg fik den bedste start og kom foran 4-1. Men jyderne sjuskede føringen væk, eftersom en del tekniske fejl betød, at GOG ikke alene hentede forspringet ind, men også bragte sig foran 13-10 ved pausen.

Viborg haltede hele tiden et par skridt efter værterne, og trods et rødt kort til GOG-spillerne Jacob Green lykkedes det ikke for Viborg at nå op.

Den anden DM-kamp spilles torsdag aften i Viborg. Vinder GOG også den, kan fynboerne kalde sig danske mestre i herrehåndbold for første gang siden 2004.

Oversigt

    Oversigt