GOG vandt stort over svage grækere

GOG Svendborg TGI's håndboldherrer vandt søndag sikkert over græske ASE Doukas med 41-23 i Champions League. Puljens andenplads er derfor igen i spil.

Det var ikke den store modstand, som det græske hjemmehold ASE Doukas ydede de danske gæster fra GOG Svendborg TGI, da fynboerne sikkert sejrede 41-23 i søndagens Champions League-gruppekamp.

Sidste gang fynboerne var i aktion i Champions League blev det til et hjemmebanenederlag til de forsvarende mestre fra Ciudad Real, og derfor var der pres på hos GOG, der satser på at sikre sig andenpladsen i puljen.

Men fynboerne lod sig ikke gå på og allerede ved pausen var de gulblusede gæster foran med komfortable 21-13. Selv uden den skadede OL-sølvvinder fra Island, Snorri Gudjonsson, virkede det kun som manglende vilje, der holdt fynboerne fra en endnu større sejr.

Den 19. oktober skal fynboerne møde HC Bosna Sarajevo. Det bliver efter alt at dømme dem, som GOG skal kæmpe om gruppens andenplads med.

Oversigt

    Oversigt