GOG vinder CL-opgør mod sejrsvante russere

GOG tog søndag en sejr på 38-31 i Jyske Bank Arena. En flot kamp af Lasse Møller hjalp fynboerne til sejr.

Efter ti år uden Champions League er GOG med tilbage blandt de bedste, og søndag kunne de tage deres anden sejr i årets udgave.

Det skete efter, de besejrede russiske Chekhovskiye Medvedi med 38-31

Det bringer fynboerne op på en førsteplads i deres Champions League-gruppe. 

De fysisk stærke russere kom aldrig rigtig i nærheden af sejren, selvom de var først til at bringe sig foran. GOG fik dog hurtig bragt sig på omgangshøjde, og da GOG var kommet foran 3-2, så de sig ikke tilbage.

Stig-Tore Moen Nilsen scorede i løbet af kampens første 14 minutter fem mål, og GOG kunne gå til pause med en føring på 20-15. 

Det russiske hold Chekhovskiye Medvedi er vant til at vinde og har vundet den hjemlige liga uafbrudt siden 2002, og i anden halveg forsøgte de også at kæmpe sig tilbage. 

Russerne kom inden for et måls afstand til fynboerne ved stillingen 24-23, men GOG trak fra igen. 

Kampen var GOG's første hjemmekamp i Champions League i ti år, og det glæder Lasse Møller, der var en af kampens store spillere med seks mål og ni assists.

- Personligt for mig - en lille dreng fra Gudme - er det en kæmpestor oplevelse, og det gør rigtig godt for mig. Jeg bliver så glad, når sådan noget her sker efter ti lange år, hvor vi har ventet på det her, siger han. 

Han er også tilfreds med opbakningen i Jyske Bank Arena.

- Den endte jo med at være rigtig fed. Eller det var den faktisk fra starten, men jeg tror, vi var lidt nervøse for, om man ville komme til Odense for at se GOG mod Medvedi, men det endte lykkeligt - også for tilskuerne. Så jeg er sindssygt glad for, vi kan mærke opbakningen, siger han.

Efter sejre over Kristianstad og Chekhovskiye Medvedi ligger GOG nu nummer et i deres gruppe med fire point. 

Næste modstander i Champions League er Dinamo Bucuresti, som GOG møder på udebane 25. september. 

Oversigt

    Oversigt