I det fynske folks tjeneste

GOGs comeback er populært

Siden GOG vendte tilbage i håndboldens herreliga har klubben spillet i syv TV-kampe og tre mere er på vej. Kampene er blevet set af omkring en million seere.

Hertil kommer, at Gudmehallen som regel er proppet med tilskuere, når hjemmeholdet er på banen.

Og klubben føler sig godt modtaget af stort set alle: Tilskuere, sponsorer, eksperter og modstandere, som er glade for at GOG er tilbage med styrke.

Det skyldes dels klubbens stolte forhistorie, men også at det ny, unge hold har klaret sig strålende, mener Kasper Jørgensen, GOG Sport.

Holdet ligger p.t. på femtepladsen, hvilket de glæder sig over i deres første ligasæson.

Målet er en plads i slutspillet.

- Men selvom det ikke skulle blive til helt den placering, når grundspillet slutter 1. marts, må man tage hatten af for det, der er præsteret, siger Kasper Jørgensen, GOG Sport.

GOG får tre TV-kampe mere: Onsdag mod Tvis Holstebro, torsdag 27. februar i Aalborg - begge på TV 3 sport 1.

Dernæst sender TV 2 fra pokalkampen mod BSV i den ene semifinale.

Ved du noget? Så send os et tip