Golfklubber i kæmpekrise

For seks år siden bugnede ventelisterne til de fynske golfklubber - nu er mange af dem i en krise, der truer klubberne på deres eksistens.

Søren Holm trækker rundt med golfkøllerne i sin lille vogn på banen ved Midtfyns Golfklub. Han er en af de spillere, der har trodset den bidende vinterkulde for at få lidt motion, og en håndfuld slag i kroppen.

- Så længe der bare ikke er sne på banen, så man kan se bolden, så kan man spille i alt slags vejr - det er ikke noget problem. Vi skal bare have de lange underbukser, så kører det, fortæller han.

Han er en af dem, der har spillet golf i mange år. Og faktisk har antallet af golfspillere også været stabilt omkring de 150.000 i Danmark siden 2006.

2212 Golf 1

Problemet er bare, at golfklubberne er skudt op som paddehatte siden dengang - uden at der er kommet flere spillere til.

Lange ventelister

Midtfyns Golfklub startede i 2006, men har allerede nu fået eftergivet gæld for næsten ti millioner kroner. Der skal 600 spillere til, hvis økonomien skal løbe rundt - men klubben har kun det halve.

- Det har virkelig været svært, men da vi startede, der var der ventelister i alle klubber. Vi kunne ikke forudse, at der pludselig ville komme en finanskrise, fortæller Ivar Knoth, der er formand i Midtfyns Golfklub.

Klubben har nu skåret voldsomt i omkostningerne og forsøger at målrette markedsføringen mod blandt andet familier, for at få flere spillere til.

Presset på prisen

For to måneder siden blev Gyldensteen Golf på Ærø reddet på målstregen af en rigmand, og i august gik selskabet bag Odense Eventyrgolf konkurs.

- Det er lidt ligesom vejret, det er koldt i øjeblikket. Vi mangler virkelig medlemmer, for der er alt for mange klubber i forhold til de spillere der er, forklarer Søren Clemmensen, der er formand for Danmarks Golf Union.

Krisen har fået mange af medlemsklubberne til at gå på kompromis for at få penge i kassen.

- Der kæmpes meget på prisen, det er ligesom i supermarkederne - her konkurreres der bare på kontingent og green-fee - det ser vi meget. Det er ikke ret klogt, og de ved det godt, fortæller Søren Clemmensen.

I Ringe traver Søren Holm videre mod det næste hul.

- Så længe banen ikke fryser helt til, så spiller vi videre.

Spørgsmålet er så, hvor mange klubber han kan spille videre i i de kommende år.

Oversigt

    Oversigt