I det fynske folks tjeneste

Grædende jordemødre: Stress på fødegangen i Odense

00:29

Tillidskvinde for jordemødrene på OUH, Lene Møller Andersen.

Der er pres på jordemødrene på OUH i Odense.

1 af 2

Grædende, slidte og udkørte jordemødre, der i 80-90 procent af fødslerne ikke når de ting, de skal. Det er det billede, som Arbejdstilsynet tegner efter et besøg på fødeafsnittet på OUH i Odense.

Der er travlt på fødeafdelingen i Odense. Meget travlt. Det fastslår en rapport, som Arbejdstilsynet har udarbejdet efter to besøg på OUH’s Afdeling D i december. En rapport, som TV 2/FYN har fået aktindsigt i.

Arbejdstilsynet har interviewet et udsnit af jordemødrene, arbejdsmiljørepræsentanter, ledende medarbejdere og afdelingens ledelse. De ansatte oplyser blandt andet, at de føler sig meget slidte og udkørte, og at de har oplevet kolleger, der græder på grund af det store arbejdspres. Derudover følger en række eksempler på opgaver, som de ikke kan nå at løse, fordi arbejdspresset er for stort.

 ...den tid er afgørende for den tryghed, som kvinden og hendes partner føler, når de kommer ind på fødegangen.

Tillidsrepræsentant: Det går ud over trygheden

Lene Møller Andersen, der er tillidsrepræsentant for jordemødrene, bekræfter det billede, som rapporten tegner, og hun har også selv oplevet at bryde sammen i gråd. Det er ifølge hende blandt andet et stigende antal igangsættelser og et krav om, at flere skal sendes hjem ambulant, der tager jordemødrenes tid.

- Det er tid til den fødende, der kommer ind, som vi må give afkald på. Og den tid er afgørende for den tryghed, som kvinden og hendes partner føler, når de kommer ind på fødegangen, siger Lene Møller Andersen.

- På den måde har det også en betydning for fødslen, fordi tryghed er afgørende for den gode fødsel, siger tillidsrepræsentanten. 

Ikke tid til opfyldning på fødestuen

De ansatte siger, at de i 80-90 procent af tilfældene ikke når de opgaver, som de skal ifølge kvalitetsprocedurerne. Opgaver som for eksempel at tilse, om amningen fungerer, og tjekke moderen for blødninger, inden moderen og barnet sendes videre til sengeafsnittet. De når heller ikke at få talt ordentligt med de fødende, hvilket kan betyde, at moderen bliver usikker og derfor oftere bliver genindlagt. 

Jordemødrene har også selv fået ansvaret for opfyldning og oprydning på fødestuerne. Men det er der ikke tid til og opgaven giver derfor, som der står i rapporten ”Flere hændelser, hvor de mangler det nødvendige udstyr på stuerne, hvilket medfører et øget arbejdspres.”

To fødestuer og 16 timer med fuld fart på

Generelt tegner tilsynsrapporten et billede af en presset fødeafdeling, hvor de ansatte løber både stærkt og langt. Der er rolige dage, men i en travl periode kan de ansatte være på arbejde i 16 timer med fuld fart på. Jordemødrene er så bundet til patienterne, at de ikke kan forlade fødestuen i løbet af en otte-timers vagt - og der er ikke tid til en pause, hvor de kan få noget at spise. Og så har de vagter, hvor én jordemoder skal være på to fødestuer på samme tid.

De ansatte oplyser, at de i snit har mellem to og fire ekstravagter om måneden, fordi der mangler jordemødre. Og på næsten hver eneste vagt mangler de en kollega. Dette skyldes ledige stillinger og langtidssygefravær.

Chefjordemoder: Det ligger i fødegangens DNA

OUH skal inden den 3. maj give deres svar til Arbejdstilsynet. Fødeafdelingens chefjordemoder, Anette Frederiksen, erkender, at jordemødrene har travlt.

- Selvfølgelig kan jeg kende et billede omkring travlhed på afdelingen. Det er svært at normere i forhold til spidsbelastningerne, og derfor er der perioder med tryk på. Men det ligger i hele fødegangens DNA, siger chefjordemoder på OUH, Anette Frederiksen, til TV 2/FYN.

- Men 16 timer med fuld fart på, er ikke det daglige billede her på stuen, og heldigvis er jordemødrene gode til at prioritere i, hvad der er akut, og hvad der ikke er akut, siger Anette Frederiksen.

Hun påpeger, at der allerede er sat aktiviteter i gang for at lette arbejdspresset jordemødrene. Blandt andet er ”Kendt jordemoder-ordningen” blevet udvidet med 240 fødsler, som skal fjernes fra fødeafdelingen.

- Men naturligvis er jeg ikke tilfreds med at jordemødrene er udkørte og slidte, og jeg vil grave mig dybere ned i det, siger Anette Frederiksen.

Fødeafdelingen på OUH

Varetager ca. 3.500 fødsler om året
Har ét modtagerum og ti fødestuer
Der er ca. 100 jordemødre på hele afdelingen
Varetager de mest komplicerede fødsler i Region Syddanmark. Bl.a. børn med tarmkirurgiske lidelser og hjertemisdannelser

Ved du noget? Så send os et tip