Gratis busser på vej på Nordfyn

Busser i Nordfyns Kommune skal være gratis at køre med. Det mener et enigt Udvalg for Teknik og Miljø.

Udvalget for Teknik og Miljø vil nu forhandle med Fynbus, så det kan blive gratis at køre med de  ca 20 lokale busser i kommunen fra 29. juni 2008, når det fælles takstsystem træder i kraft.

- Jeg mener ikke, at det er fornuftigt set ud fra et samfundsøkonomisk billede, at bruge én mio. kroner på billetteringsudstyr overfor årlige indtægter på cirka 65.000 kroner. Det vil tage 15 år at betale udstyret alene, siger udvalgsformand Kim Johansen (S), til Fyens Stiftstidende.

Morten Andersen, Venstre, næstformand i Teknik- og Miljøudvalget siger til TV2/FYN, at forslaget også skal ses som et initiativ til at gøre kommunen mere attraktiv for borgerne.

Flere af de gamle fynske kommuner har haft succes med helt eller delvis gratis bus - det gælder blandt andet Ullerslev, Langeskov, Nørre Aaby og Rudkøbing.

Ikast-Brande Kommune er den første nye kommune i landet, der har indført gratis buskørsel. Erfaringen i Ikast-Brande er, at udgifterne til et billet-system overstiger indtægterne i tyndt befolkede områder.

Flere andre kommuner på Fyn og i resten af lande overvejer også at gøre buskørslen gratis for alle, eller gratis for børn og ældre borgere.

Oversigt

    Oversigt