Gratis cykler til studerende

Studerende i Odense kan få en gratis cykel og samtidig hjælpe studerende i Afrika.

Studerende i Odense, København og Århus kan få udleveret en gratis cykel, som de må beholde et år.

Derefter sendes cyklen til studerende i Afrika, der har langt til skolen.

Bag konceptet FreeBikes står en reklamevirksomhed med den vision at gøre verden til et bedre sted gennem socialt ansvarlige reklamekoncepter.

FreeBikes er det første koncept, virksomheden lancerer.

Senegal og Ghana

De studerende skal melde deres interesse på en hjemmeside, hvorefter FreeBikes kommer ud på universiteterne og afholder en event med uddeling af cyklerne.

De studerende skal betale et depositum på 500 kroner, men så har de ellers cyklen gratis i et år.

Derefter bliver de sendt til studerende i Senegal og Ghana, som har for langt til deres studiested.

- De gives blandt andet til kvindelige gymnasieelever i landsbyer, der ligge langt fra skolerne, som oftest ligger i større byer, siger Emil Wilk, konceptudvikler og partner i FreeBikes.

Virksomheder betaler

Pengene til cyklerne skal komme fra virksomheder og organisationer.

Til gengæld får de lov til at reklamere på cykelstellets trekant og cyklen males i firmaets farver.

Håbet er, at ordningen kan udbredes til andre studiebyer i 2011.

Få gratis cykel i et år

Oversigt

    Oversigt