I det fynske folks tjeneste

Gratis frugt til elever på fire skoler

Hver dag i denne uge får samtlige elever på fire skoler i Odense gratis frugt. Meningen er at vise betydningen af sund kost for børnenes velvære.

For mange børn spiser utilstrækkelig morgenmad - eller slet ingen morgenmad

I alt uddeles 16.000 stykker gratis frugt på Kragsbjergskolen, H C Andersen skolen, Hunderupskolen og Giersings Realskole i Odense i det første store frikvarter.

Baggrunden er, at mange børn spiser morgenmad med for meget sukker - hvis de overhovedet spiser morgenmad. Derfor bliver de sultne i løbet af formiddagen.

Elever og lærere på de fire testskoler skal udfylde et spørgeskema om deres oplevelse med frugtordningen, når ugen er omme.

Frugtordningen er led i Fødevareministeriets projekt, "Frugtkvarter", i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses "seks om dagen".

Frugten er sponsoreret af ISS Frugt, som afprøver et nyt skolefrugtkoncept, "Kassen i Klassen".