Gratis retshjælp i Vollsmose

Odense-advokat har allerede startet en afdeling i bydelen - snart vil der være gratis juridisk rådgivning.

Der er en stor efterspørgsel på gratis juridisk rådgivning. Hos Retshjælpen i Vestergade i Odense er henvendelserne steget med 31 procent de seneste tre år, og nu vil advokat Vilhelm Dickmeiss supplere det tilbud med en retshjælps-afdeling i Vollsmose.

- Vores vurdering er, at det er de færreste borgere i Vollsmose, der kan betale for advokathjælp derude, og så er det en god løsning med en retshjælpsforening, fortæller Vilhelm Dichmeiss til TV 2/Fyn.

Allerede liv på kontoret

Der er faktisk allerede startet seks studentermedhjælpere af forskellige nationaliteter på kontoret i højhuset Østerhøj i Vollsmose - og allerede nu hjælper de borgere uden beregning. For advokatkontorets regning. Men på fredag skal der etableres en forening, der så skal drive retshjælpen.

- Vi vil gerne have det i gang, og så koster det lidt for os i starten. Men nu skal vi søge fonde og finde penge til driften, forklarer han.

En advokat til 10.000 mennesker

Advokaten åbnede kontor i Vollsmose allerede i februar - og det er faktisk den første flok jurister i bydelen.

- Der bor 10.000 mennesker derude, men der var ingen advokat. Der bor også 10.000 i Nyborg, men der er der fem kontorer, det giver ikke helt mening, siger Vilhelm Dichmeiss.

Han regner med at kunderne primært bliver private borgere, der af den ene eller anden grund er kommet i klemme.

Oversigt

    Oversigt