Gratis vask til odenseanerne

Tag dine sure sokker og beskidte bukser under armen og få vasket hele bundtet gratis. Sådan lyder tilbuddet til Odenseanere nu på lørdag.

Anledningen er det landsdækkende event Parfumefri Dag - en ny national mærkedag sat i værk af Astma-Allergi Danmark og Neutral. Op mod 200.000 danskere lider af parfumeallergi, og det tal skal dagen være med til at nedsætte.

I Odense kan borgerne derfor lørdag den 21. september hoppe i en såkaldt parfumefri zone ved møntvaskeriet på Vesterbro 44. Her tilbydes gratis vask og oplysning om parfumefri vaner.

Miljøstyrelsen er kommet med et initiativ, der skal gøre brugen af kemikalier i hverdagen mindre, og i halen af dette kommer altså nu Parfumefri Dag.

Og det er ikke bare parfumen i hjemmet, der er i fokus. Men også sæber, vaskemidler osv., som man kommer i kontakt med på offentlige steder. Og især kvinderne er udsatte.

- Vi møder i dag flest kvinder, men også mange helt unge mennesker og også børn, der har parfumeallergi. Tidligere var det primært ældre kvinder, der fik allergien. Parfumeallergi er en livsfarlig følgesvend, og Parfumefri Dag skal udbrede budskabet om at forebygge den, siger Ewa Daniél, toksikolog i Astma-Allergi Danmark.

I Odense finder eventen sted på Vesterbro 44 lørdag den 21. september mellem klokken 12 og 16.

Læs mere om Parfumefri Dag her

Oversigt

    Oversigt