Regning betalt: Nu er gravstenen på plads

Familien til Christian Wohlin har betalt deres udestående på 125 kroner til Vissenbjerg Kirke.

Mens TV 2/FYN var tilstede dukkede familien Wohlin op på kirkegården på Vissenbjerg Kirke og betalte deres udestående på 125 kroner.

Det betød at gravstenen over afdøde 31-årige Christian Wohlin straks blev sat på plads.

Regning for småsten

Den bizare historie tog sin begyndelse, da familien til Christian Wohlin ville aflægge gravstedet et besøg. Til deres store forbavselse og forfærdelse var gravstenen væk.

Familien troede stenen var stjålet og efterlyste den på Facebook. Men det viste sig, at Vissenbjerg Kirke havde taget stenen i pant for en ubetalt regning på 125 kroner for småsten ved graven. Kirken havde sendt flere rykkere uden, at familien Wohlin havde betalt.

Rockermetoder

- Det første, jeg tænker, er, at det her kan ikke være rigtigt. Sønnen på ni år ser jo stenen er stjålet. Hvorfor har de ikke fortalt, at de har taget den i depot? Det er en sten til 20.000 kr. Hvordan kan de bare gøre det, sagde afdødes søster, Enya Wohlin, tidligere til TV 2/FYN.

Hun gik så langt, at kalde det for rockermetoder.

- Det er deres eget inkassofirma de driver eller hvad, sagde hun og erkendte, at hun har fået et brev, men mener ikke, at det berettigede kirken til at fjerne den 70 kg tunge sten.

At stenen var forsvundet blev opdaget af afdøde Christian Wohlins niårige søn, da han sammen med sin farmor ville besøge sin fars gravsted. 

Drengens oldemor er rystet over at det overhovedet kunne komme så vidt.

- Det har været umenneskeligt at opleve, at sådan noget det kan ske. Jeg fatter ikke, at man kan finde på at gå hen og fjerne en gravsten, og lade en lille dreng på ni år komme op og se, at hans fars gravsted det er forsvundet. Jeg fatter ikke, hvordan sådan noget det kan få lov at passere, siger Grethe Henningsen.

Oversigt

    Oversigt