Grim voldssag: Mand er dybt bevidstløs

54-årig er indlagt på Odense Universitetshospital. Han har formentlig blødninger i hjernen efter overfald i Svendborg.

Kort før klokken 12.30 lørdag blev en mand slået ned på åben gade i Svendborg.

Overfaldet var tilsyneladende umotiveret og skete på Caroline Amalie Vej, hvor den 38-årige gerningsmand ud for nummer 14 krydsede vejen og slog en 54-årig mand ned.

Ingen har præcist set, hvad der skete, men vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland formoder, at manden blev slået ned med de bare næver.

Den 54-årige er indlagt på Odense Universitetshospital. Han har formentlig blødninger i hjernen og skal muligvis opereres.

Vidner søges

- Han er dybt bevidstløs og har derfor ikke kunnet afhøres, så vi hører gerne fra vidner til overfaldet, siger Steen Nyland.

Efter overfaldet forsvandt gerningsmanden fra stedet, men blev fundet og anholdt af en patrulje et stykke fra Caroline Amalie Vej.

Vidner kan henvende sig til Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt