I det fynske folks tjeneste

Grimt Europa League-farvel til OB

Mål var der nok af, men til de forkerte, da OB blev nærmest ydmyget i Stuttgart i torsdagens Europa League kamp.

OB balancerede på kanten af en ydmygelse, da holdet torsdag aften tabte med 1-5 ude til Stuttgart.

OB kan gøre en trist status over holdets indsats i årets Europa League. Efter et 1-5-nederlag på udebane til Stuttgart torsdag aften ligger det fast, at fynboerne slutter på en kedelig sidsteplads i deres pulje.

Fire point blev det til i seks kampe, og hele kampagnen vil måske mest af alt blive husket for den skæve entré OB fik i turneringen, da man skulle spille den første kamp i turneringen bare to dage efter den overraskende fyring af trænerne Lars Olsen og Viggo Jensen samt direktør Kim Brink.

Skæv - for ikke at sige halvpinlig - blev altså også torsdag aftens udgang på turneringen. Stuttgart havde ganske let spil mod et OB-hold, der havde store defensive problemer, og hvis primære opgave i løbet af anden halvleg blev at undgå en rigtig grim ydmygelse.

Motivationsfaktoren til den sidste puljekamp i et vinterkoldt Tyskland skulle for begge holds vedkommende findes i at ønsket om at komme ærefuldt fra kampen.

Stuttgart var således på forhånd sikre på at vinde gruppen, ligesom det på forhånd lå fast, at OB ikke kunne gå videre.

Den motivationsopgave løste tyskerne bedst i en kamp, der mildt sagt ikke blev en af den slags, som det europæiske fodboldforbund (Uefa) kommer til at hive frem, når man skal argumentere for, at Europa League er lillebror til og næsten lige så god som Champions League.

Som Europa League tog sig ud på VfB Arena i Stuttgart torsdag aften, vil Champions League næppe vedkende sig et familieskab med Europa League.

Der var intet på spil - og det kunne ses. Der var stort set ingen tilskuere, det var koldt, og OB-spillerne lignede det, de var: en uskarp flok på vej på juleferie.

Alt det lagt sammen er ganske dårlige betingelser for en god, og seværdig fodboldkamp - og det blev det heller ikke.

OB begyndte egentlig kampen ganske fint, men det varede kun omkring 20 minutter. På det tidspunkt valgte Anders Møller Christensen at forære en gigantchance væk inde i det lille felt, da han tæmmede en bold dårligt, og den mulighed var Timo Gebhart hurtigt over og gjorde det til 1-0.

Den gjorde avs på fynboerne, der faldt sammen, og især i det defensive ikke virkede helt skarpe.

Det så man igen i begyndelsen af anden halvleg, hvor Daniel Høegh scorede selvmål efter en situation, hvor OB-defensiven fik clearet dårligt.

Herefter fulgte endnu to tyske scoringer, inden Peter Utaka med et fint mål til 1-4 pyntede lidt. Det blev dog grimt igen, da Stuttgart på en kontra i overtiden scorede til 1-5.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.